Den russiske præsident har vundet symbolkrigen, mener mediet Zetland, der udskifter sit Z-logo inden længe.

Dansk medie skifter logo: »Putin har vundet symbolkrigen«

Københavnske Zetland blev stiftet i 2012 af blandt andre  Lea Korsgaard og Hakon Mosbech, der begge stadig arbejder for mediet.  Foto: Peter Hove Olesen
Københavnske Zetland blev stiftet i 2012 af blandt andre Lea Korsgaard og Hakon Mosbech, der begge stadig arbejder for mediet. Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Mediet Zetland designer nyt logo, fordi deres Z-logo kan forveksles med det symbol, som Rusland har brugt i forbindelse med krigen i Ukraine, skriver fagbladet Journalisten. Zetland oplyser det også selv på sin hjemmeside i en artikel af bestyrelsesformand Lea Korsgaard.

»Måske er det kun 10 procent – måske kun 2 procent – af danskerne, der forbinder et Z i en kasse med en grusom krig. Men vi gør det selv, og det betyder noget. Putin har vundet symbolkrigen. I hvert fald hvis man har et logo, der på nærmest absurd vis ligner hans«, skriver Korsgaard i artiklen.

Bogstavet, der end ikke findes i det russiske alfabet, er den seneste måneds tid blevet et symbol på Ruslands invasion – og på støtte til den. Det er gentagne gange dukket op under krigen. I begyndelsen var det særligt på russiske kampvogne, men siden har det spredt sig til russiske byer og endda til sportens verden.

Bogstavet Z spreder sig med lynhast. Dets betydning er et mysterium

Det er stor uenighed om, hvad bogstavet rent faktisk står for i forbindelse med krigen. En af de mest udbredte teorier er, at Z’et står for zapad, der på russisk betyder vest – samme retning, som de russiske styrker bevæger sig. Andre teorier går på, at det står for Zelenskyj - den ukrainske præsidents efternavn – og skal signalere den russiske plan om at besejre ham. Selv har det russiske forsvarsministerium indikeret, at Z’et står for ’za’, et russisk ord, der indgår i sætningen ’za pobedu’, som betyder ’for sejr’.

Zetland har endnu ikke offentliggjort, hvordan mediets nye logo skal se ud. Men i snart et år har Zetland arbejdet på en stor relancering af mediets app og design. Det lanceres fredag 1. april, og til den dato skal det nye design derfor også være klar, lyder det fra mediet, som beretter om at have haft logo-krisemøde på redaktionen.

Zetland har ellers været glad for logoet.

»Det ser fedt ud og er et virkelig godt logo, for når du ser det, har du allerede sagt halvdelen af vores navn i dit hoved. Zet«, skriver Lea Korsgaard.

Mediet har på sin hjemmeside lagt bud ud på forskellige nye designs, som det beder brugerne om at vurdere. Blandt dem er et logo med ni z’er i en boks, et logo med et lille z og et lille l - zl. Der er også en taleboble og en omvendt smiley, der samtidig kan ligne høretelefoner og to øjne.

Zetland er et digitalt medie, der blev grundlagt for 10 år siden – 23. marts 2012.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her