Tidligere chefredaktør indrømmer i sin egen podcast på Ekstra Bladet, at han blev fyret fra chefrolle.

Henrik Qvortrup: Jeg løj om fyring

Foto: Valdemar Ren
Foto: Valdemar Ren
Lyt til artiklen

Jeg løj.

Sådan lyder udmeldingen nu fra Henrik Qvortrup om det forløb, der tidligere på måneden førte til, at han forlod sin post som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.

Da JP/Politikens Hus mandag 4. april i en pressemeddelelse skrev, at Henrik Qvortrup blev afløst i chefstolen af Knud Brix, var begrundelsen, at Henrik Qvortrup ønskede at hellige sig journalistikken og fremover ville koncentrere sig om rollen som podcastvært og skrive politiske analyser til avisen.

Men i det seneste afsnit af Ekstra Bladets mediepodcast ‘Q&CO’, hvor Henrik Qvortrup normalt selv er vært, indrømmer han, at han blev fyret.

»Ja, det var en løgn, når jeg i pressemeddelelsen skriver, at jeg pludselig havde fundet ud af, at nu ville jeg da hellere lave podcast og politiske kommentarer, fordi det ville jeg meget hellere end at være chefredaktør,« siger Henrik Qvortrup til journalisten Asger Juhl fra Den Uafhængige, som er gæstevært i programmet.

I podcasten forklarer Henrik Qvortrup, at han mandag 4. april blev indkaldt til møde hos Stig Ørskov, som er administrerende direktør for JP/Politikens Hus. Her blev det ifølge Henrik Qvortrup gjort klart, at der skulle indledes en ’fratrædelsesprocedure’ i forhold til hans rolle som chefredaktør. Og at det ikke var til forhandling.

Da Asger Juhl spørger ind til, om Stig Ørskov vidste, at den udmelding, der kom i pressemeddelelsen, var løgn, svarer Henrik Qvortrup:

»Det, tror jeg godt, han ved«.

Komiske Ali

I et interview med MediaWatch 4. april afviste Stig Ørskov, at Henrik Qvortrup var blevet fyret.

Politiken har bedt Stig Ørskov om at forholde sig til Henrik Qvortrups udtalelser om, at forklaringen i pressemeddelelsen var løgn, men Stig Ørskov har ikke ønsket at stille op til interview.

I et skriftlig svar til Politiken siger han:

»Jeg tror ikke, jeg kan tilføje yderligere til alt det, der allerede er sagt. Og det giver forhåbentlig sig selv, at jeg ikke fortæller vidt og bredt om mine samtaler med medarbejdere, uanset hvilket niveau de befinder sig på. Men det står vist klart for enhver, at Henrik og vi så temmelig forskelligt på ledelse, og at det derfor måtte ende, som det gjorde«, skriver Stig Ørskov.

Politiken har talt med Henrik Qvortrup, som ikke ønsker at svare på spørgsmål eller uddybe sine kommentarer i podcasten.

Henrik Qvortrup har tidligere indikeret, at det ikke var af egen vilje, at han forlod posten som chefredaktør.

I et facebookopslag for to uger siden skrev Henrik Qvortrup, at hvis han ikke selv havde frasagt sig posten som ansvarshavende chefredaktør for Ekstra Bladet, havde andre taget beslutningen for ham.

»Jeg må dog være ærlig og tilføje, at det nok er en af den slags beslutninger, som andre formodentlig havde taget for mig, få nanosekunder efter at jeg ikke selv var nået frem til den«, skrev Henrik Qvortrup dengang.

»At påstå andet er mere Komiske Ali, end jeg bryder mig om at være«.

Lars Eriksen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her