Fra det nye år vil B.T. ikke længere udkomme som papiravis, men kun være digitalt. Det oplyser Berlingske Media, der udgiver B.T. onsdag i en pressemeddelelse.
»(Det er ) nu besluttet, at B.T. ikke udkommer på print, når vi skriver 2023. Hverken som gratisavis, i løssalg eller som abonnement. Det er en beslutning, vi har truffet, fordi vi kan se, at det snart ikke længere er økonomisk bæredygtigt at udgive B.T. på papir. Og man skal som bekendt tjene penge for at kunne bruge penge. Og det vil vi gerne - bruge penge«, lyder det i en kommentar fra avisens ansvarshavende chefredaktør, Pernille Holbøll på B.T.’s hjemmeside.
Samtidig sker der en række ændringer på det kommende 100 procent digitale medie. Lokalredaktionerne i Aarhus, Odense og Aalborg lukkes, og fra sommer bliver der tale om den samme udgave af B.T. i hele landet.
»Storbyprojektet var en modig satsning, og medarbejderne på redaktionerne har gjort en stor indsats for, at det skulle lykkes, men vi må konstatere, at forretningen ikke er fulgt med og heller ikke har udsigt til at gøre det. Det tager vi konsekvensen af«, udtaler B.T,’s Pernille Holbøll i pressemeddelelsen.
Med lukningen af redaktionerne og papiravisen bliver der nedlagt 20 stillinger.
Der bliver også ændringer i ledelsen af mediet. Chefredaktør Jonas Kuld Rathje stopper i sin stilling ifølge pressemeddelelsen fra Berlingske Media.
På B. T.s hjemmeside fremgår, at han stopper med øjeblikkelig virkning.
Ritzau/kultur@pol.dk
fortsæt med at læse


























