Der er strammere regler og måske endda et forbud på vej mod spil- og bettingreklamer, som vi bombarderes med, når der er fodbold på skærmen, når vi bevæger os rundt på sociale medier eller rundt i det offentlige rum på gader og stræder.
Det siger skatteminister Jeppe Bruus Christensen (S), der er »på trapperne« til at indkalde Folketingets partier for se på forskellige dele af spilmarkedet i Danmark og ikke mindst de mange spilreklamer.