Elon Musk, ejer af det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, siger, at X ’kan mislykkes’.
Hans udtalelse kommer, efter at en fejl i weekenden medførte, at billeder, der blev lagt op før december 2014, blev slettet.
Det skriver The Guardian.
»Den triste sandhed er, at der ikke er nogen gode ’sociale medier’ lige nu. Vi kan mislykkes, som så mange har forudsagt, men vi vil gøre vores bedste for, at der er mindst ét«, skriver Elon Musk på X.
En fejl på platformen resulterede i løbet af weekenden i, at billeder og links fra opslag før december 2014 blev fjernet.
Nogle brugere spekulerede i, at fejlen var et bevidst forsøg på at spare penge på datalagring, fremgår det.
ritzau




























