Journalist Mads Brügger og TV 2 kastede deres hovedkilde i tv-dokumentaren ’Den sorte svane’, Amira Smajic, for løverne, fordi det gav deres serie en bedre dramaturgi. Og dermed svigtede de et åbenlyst skrøbeligt og muligvis psykisk sygt menneske. Det mener journalist og forlægger Jakob Kvist, der selv – endnu før arbejdet på dokumentarserien begyndte – blev opsøgt af Amira Smajic, fordi hun ønskede at udgive en bog om sit liv i den kriminelle verden på det forlag, hvor han var formand.
»Hun var flyvsk, og man kunne ikke stole på alt, hvad hun sagde«, siger Jakob Kvist, der er journalist, forfatter og bestyrelsesformand i forlaget Impact Press, i et interview med Henrik Qvortrup i BT’s podcast ’Q&Co’. »Og så var hun altså også tydeligt meget psykisk sårbar og ustabil, og hun manipulerede, og hun var også hårdt ramt«.


























