»Jeg suser lige ud og ryger. Så må jeg klare mig igennem fotograferingen med et nikotinplaster. Danmark giver mig forfærdelig meget lyst til at ryge«, griner Dr. Valerie Steele, der netop har gæstet København i anledning af Copenhagen Fashion Week. Mødet med modeforskningens ukronede dronning er ikke nær så intimiderende, som hendes CV ellers lægger op til:
Ph.d. i moderne europæisk kultur- og idehistorie fra Yale University, grundlægger af det første seriøse tidsskrift om mode, Fashion Theory, og nuværende direktør for The Museum at FIT (Fashion Institute of Technology) i New York. Men selv om hun kan virke uhøjtidelig, skal man ikke tage fejl: Alt ved hende vækker respekt.





























