Der ligger en kæmpestor tunge midt i Charlottenborgs gård. Den er lang og lyserød og har store udstående sorte pletter.
Der begynder at komme arme ud af den og nogle ansigter gemt bag stof. Imens går maskerede sortklædte personer med bowlerhat rundt om tungen og sørger for, at den folder sig ud og bølger på den helt rigtige måde. Velkommen til Henrik Vibskovs show, et tilløbsstykke i modeugen, hvor kunstnere, musikere og en masse andre, som ellers ikke er i nærheden af modebranchen, står i kæmpekøer for at være med til at drikke Guld Tuborg på dåse og lade sig underholde af modeskaberens påfund – og se på noget tøj. LÆS OGSÅModeuge: Bloggere og reality-stjerner bliver smidt væk fra første række Tungen er fuld af varm luft, og selv om man vil kunne sige det samme om en hel del modeshows, har installationen en vigtig rolle for Henrik Vibskov. Den skaber en ramme omkring fremvisningen af tøjet, og hvis man har lyst, kan man fortolke den lyserøde slasker. Man kan også bare more sig over den, og som en fransk journalist ved siden af mig siger: »Jeg ved ikke, hvad tungen betyder, men der sker altid noget overraskende hos Vibskov«. Små kunstgreb virker Et modeshow er i bund og grund en reklame. Det skal skabe opmærksomhed i medierne, vække kundernes begejstring og fortælle historien om mærket og næste års forårs- og sommertøj. Det er det kølige udgangspunkt; derfra kan man bygge på og arbejde med forskellige effekter. Nogle syr en plettet tunge af stof, andre får lavet særlige hatte eller gør noget ud af musikvalget.



























