Imens de økonomiske vismænd råber vagt i gevær, og den økonomiske krise endnu fylder kilometervis af spalter, ser det ud til, at det danske blogunivers er under positiv udvikling. For mange er internetblogs et forholdsvis nyt fænomen. Men med stigende besøgstal har de danske modeblogs gjort sig selv til et lukrativt marked for kommercielle virksomheder, der for alvor har fået øjnene op for bloguniverset.
De unge bloggere, fortrinsvis piger, er nu en åbenlys mediekanal for virksomhederne, som via sponsorater og betalinger får omtale på bloggen. En fordel for både virksomhed og blogger, der begge spinder guld på de nyeste stykker tøj. Flere besøgende og flere blogs Hos Bloggers Delight, Danmarks største fællesskab for formidling af kontakt mellem blogger og virksomhed, har man da også mærket den øgede interesse for blogs, fortæller direktør Henrik Akselbo. I august venter man at slå rekord med mere end ni millioner sidevisninger. Sidevisningerne sker til hele 450.000 unikke brugere og fordeler sig på godt 250 blogs. Tallene ventes at stige.




























