Man lægger mærke til Nadja Meyer, når hun lufter sin hund ved Søerne i København. Hun er gerne klædt i en nærmest selvlysende orange pels fra Claude Montana, som hun engang fik sin mand til at købe hos Birger Christensen. Fingre og hals er pyntet med tunge smykker fra Gerda Monies.
Pelsen er mere end 20 år gammel, Nadja Meyer har rundet 78 år, men sammen lyser de op i et gadebillede præget af fornuftigt overtøj og påkalder sig opmærksomhed blandt en masse mennesker klædt i sort.





























