New York har stolte traditioner som tøjby. Amerika blev i 1800- og 1900-tallet klædt på af systuerne i The Garment District midt på Manhattan. Her snurrede symaskinerne, og det var almindeligt at støde på mænd og kvinder, der skubbede tøjstativer gennem gaderne og pakkede nylavet tøj på lastbiler.
Man kan endnu se den slags i gadebilledet mellem 5. og 9. Avenue, hvor en lang række modemærker har kontorer, men selve produktionen er langt fra tidligere tiders volumen.



























