I en baggård på Vesterbro ligger en af Københavns bedst bevarede modehemmeligheder. Det er et showroom med en kombination af værksted og butik, der hedder Miss Dotty. Stedet holder kun åbent for kunder to gange om året og skilter ikke med sin eksistens. Man skal være kunde eller kende en, der er det, for at få at vide, at nu er det igen ved den tid, hvor Miss Dotty kalder.
Beskeden kommer i et smukt udformet brev eller som en kulørt e-mail, og der står intet om, hvem den egentlige afsender er. Alt er underskrevet Miss Dotty og gerne fulgt af et digt eller en lille historie.





























