Fire drenge fra Rødovre har vundet MGP med sangen ’Lyst Til At Hop’’, der skal få hele Danmark til at hoppe.

Drengegruppe vinder MGP med hoppesang

Foto: Julius Waag/DR
Foto: Julius Waag/DR
Lyt til artiklen

Drengene fra sanggruppen Tempo – Felix, Bastian, Noah og Jaden – har vundet MGP 2025 med sangen ’Lyst Til At Hop’’.

Børnenes store årlige sangfest blev vist på DR lørdag aften.

Vindersangen handler om, at man ikke altid kan sidde stille, og at man i stedet skal slå sig løs og hoppe.

»Hvorfor skal man bare sidde stille her og stoppe? For jeg vil svæve ligesom Batman. Svømme rundt i et vandland«, lyder det i sangen, som Politikens musikanmelder Pernille Jensen mener afspejler en af de store tendenser i popmusik i år.

»MGP har fingeren på pulsen, der er i hvert fald trance’de synthesizere i ascendanten på feltets elektropoppede energibombe af en sang«, skrev hun i sin optakt til showet, hvor hun også konstaterede, at »Felix, Bastian, Jaden og Noah rapper, som havde de aldrig bestilt andet«.

25 år på bagen

Under sloganet ’Du glemmer det aldrig’ løb årets show af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning.

Showet fejrede samtidig sin 25-års fødselsdag.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige«, siger en af vinderne på scenen med MGP-trofæet i hånden.

Da vinderen var fundet, skulle drengene synge deres sang for tredje gang. Der var stor energi blandt publikum, som hoppede op og ned.

Felix, Bastian, Noah og Jaden er 12-13 år og fra Rødovre. Ifølge DR er de gode venner i fritiden og »hænger ofte ud sammen«. Det var i deres SFO, at de sammen fandt på sangen.

Drengegruppen gik videre til den såkaldte superfinale sammen med to andre sange.

12-årige Otto fra Valby gik videre med sangen ’Sød Ligesom’, der handler om ’kriller i maven, skriverier på Instagram og om at være så forelsket, at man vil bruge hele sin sparegris på gaver’.

Også 12-årige Aida fra Gedved i Østjylland gik videre til superfinalen med sangen ’Sig Det Bare’, der handler om at ’tale åbent om det, der fylder’.

Allerede inden lørdagens show havde de otte sange fået dobbelt så mange afspilninger på musiktjenester som sidste års MGP-sange, der ellers havde rekorden, skriver DR.

MGP er børnenes udgave af melodigrandprix.

ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her