Født af blomsterbørn, næret af tungmetal og anarki og hærdet af punk var det rebelske, det antiautoritære og det provokerende en afgørende del af rockens frem- og selvopholdelsesdrift. Når den med tiden tabte pust og relevans, tror jeg, en del af forklaringen ligger lige præcis dér.
For hvad stiller man til sidst op, når man selv kun iført læder og kæder og tommetyk makeup hopper rundt på tungen, mens man siger samtlige dæmoners navne bagfra, uden at nogen løfter et øjenbryn? Når man er blevet så integreret en del af det system, man hævder at gøre oprør imod, at det subversive er en nedslidt gestus?




























