I februar udgav Drake og PartyNextDoor et fælles album, som de over sommeren turnerer i Europa med.

Drake vender tilbage til Danmark efter 8 år

Sådan så det ud, da Drake senest spillede i Royal Arena.      Foto: Nanna Navntoft
Sådan så det ud, da Drake senest spillede i Royal Arena. Foto: Nanna Navntoft
Lyt til artiklen

Den canadiske rapper Drake kommer til Danmark i august sammen med sanger og producer PartyNextDoor.

Det skriver koncertbureauet Live Nation i en pressemeddelelse.

Deres turné ’$ome $pecial $hows 4 UK EU’ kommer til Royal Arena i København 24. og 25. august i år.

Turnéen begynder i juli i den engelske by Birmingham og slutter i september i den tyske by Hamburg.

Inden de kommer til Danmark, giver de også to koncerter i den svenske Avicii Arena i Stockholm.

I februar udgav Drake og PartyNextDoor et fælles album med titlen ’$ome $exy $ongs 4 U’.

Det er efterhånden længe siden, at Drake har givet koncert på dansk jord. Senest var i 2017 som en del af turnéen ’The Boy Meets World Tour’.

Drake debuterede med EP’en ’So Far Gone’ i 2009. Siden har han hittet verden over med sange som ’Hotline Bling’, ’God’s Plan’ og ’One Dance’.

Sidste år var for Drakes vedkommende særligt præget af en musikalsk fejde med rapperen Kendrick Lamar.

Blandt andet har Drake sagsøgt pladeselskabet Universal Music Group for ærekrænkelse og chikane.

Søgsmålet bunder i selskabets udgivelse af nummeret ’Not Like Us’ af Kendrick Lamar sidste år. Nummeret er et af flere, som de to parter skiftevis har udgivet, hvor de sviner hinanden til.

I ’Not Like Us’ rapper Kendrick Lamar blandt andet om, at Drake og hans hold er pædofile.

Striden mellem de to rappere kulminerede foreløbigt i februar i år med Kendrick Lamars optræden ved Super Bowl, hvor Lamar også optrådte med ’Not Like Us’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her