Hold nu kæft, hvor sang hun fantastisk«, sagde vi til hinanden, da vi, skubbende og veltilpasse, forlod DR Koncerthuset efter halvanden time i selskab med den amerikanske sanger Samara Joy og et tight sammenspillet syvmandsorkester. En bemærkede ligefrem, at hun var et veritabelt fænomen, som end ikke havde nået at tage en slurk vand undervejs mellem de vokale artisterier. Og det var ganske tydeligt, at dem, der ikke højlydt tilkendegav deres beundring, tænkte det.
Men hun var også utrolig, 25-årige Samara Joy fra den farvede bydel, The Bronx, i New York City. Med tre albums i bagagen og ikke mindre end fire Grammyer samt et par andre prestigefyldte på kaminhylden er hun allerede solidt placeret i et vokalistisk panteon med afdøde legender som Ella Fitzgerald, Sarah Vaughan og Carmen McRae samt nulevende kolleger som Dianne Reeves og Cecile McLorin Salvant. Fra første sekund lod hun ingen i tvivl om, at hun både har en stemme af de helt sjældne, en suveræn teknik og en dyb, dyb forståelse for melodik og improvisation.
