Det varmer mit gamle vinylhjerte, da jeg ser en ung teenagedreng i sort T-shirt gå ved siden af sin far med en nyindkøbt lp, Radioheads ’In Rainbows’, i pladeforretningens gennemsigtige pose. Han holder en passende cool mine, men stoltheden skinner igennem. Det her er et fedt øjeblik.
Jeg tænker på ham, da jeg de følgende dage sidder ved rejsegrammofonen i mit kolonihavehus og lytter til Bruce Springsteens ’The Lost Albums’, der netop er lukket ud i dagslyset. Normalt kan jeg godt få armene ned, når musikkens koryfæer rydder skuffedariet for overskudsmateriale, men det her er alligevel noget særligt. Syv hele lp’er, som af forskellige grunde aldrig kom på gaden.




























