Til efteråret gæster den amerikanske sangskriver og musiker Bob Dylan Danmark for 34. gang, når han giver koncert i Royal Arena i København.
Det skriver Live Nation Danmark i en pressemeddelelse.
Hen over sommeren spiller den 84-årige musiker en række koncerter i USA. Turen går til København 21. oktober i år.
I pressemeddelelsen kaldes koncerten for en ’ganske særlig aften’.
Sidst Bob Dylan besøgte København var i 2022.
Ved den koncert var der forbud mod, at publikum måtte benytte deres mobiltelefoner. Det samme bliver tilfældet ved den kommende koncert.
I løbet af Bob Dylans mere end 60 år lange karriere er det blevet til over 500 udgivne sange.
Hans gennembrud kom i 1963 med albummet ’The Freewheelin’ Bob Dylan’.
I 2016 modtog Bob Dylan som den første musiker nogensinde Nobelprisen i litteratur.
Han fik den ’for at have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition’.
ritzau




























