Ifølge det amerikanske medie The Los Angeles Times var Rihanna hjemme, da en kvinde affyrede skud mod popsangerens hus.

Kvinde anholdt for at skyde mod popsangeren Rihannas bolig

Foto: Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Foto: Frederic J. Brown/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 30-årig kvinde er blevet anholdt for at skyde mod popsangeren Rihannas hjem i storbyen Los Angeles i den amerikanske delstat Californien søndag, skriver flere internationale medier, herunder The Los Angeles Times. Ifølge mediet, der henviser til en anonym kilde fra politiet, var Rihanna hjemme.

Sagen bliver nu efterforsket af LAPD Robbery-Homicide Division – politiets enhed for røveri og drab. Politiets talsperson Jonathan de Vera oplyser til The Los Angeles Times, at den mistænkte kvinde affyrede flere skud mod Rihannas bolig fra sin bil. Ifølge myndighedernes radiomelding, som The Los Angeles Times citerer fra, lyder det fra politiet, at der er blevet affyret omkring 10 skud. Ifølge avisen blev en autocamper i indkørslen blandt andet ramt.

Rihanna, der bærer det borgerlige navn Robyn Rihanna Fenty, kommer fra den caribiske østat Barbados. I dag bor hun i USA. Hun danner par med den amerikanske rapper A$AP Rocky, som hun har tre børn med: RZA på tre år, Riot på to år og datteren Rocki på seks måneder.

Rihanna har ifølge erhvervsmagasinet Forbes været dollarmilliardær siden 2021. Den 38-årige sanger albumdebuterede som teenager med pladen ’Music of the Sun’, som indeholdt gennembrudsnummeret ’Pon de Replay’.

Det blev fulgt op to år efter i 2007 med pladen ’Good Girl Gone Bad’, hvor man kunne høre sange som ’Umbrella’, ’Don’t Stop the Music’ og ’Hate That I Love You’. I 2015 udgav Rihanna nummeret ’Bitch Better Have My Money’. I den dertilhørende musikvideo medvirker den danske skuespiller Mads Mikkelsen.

Det er 10 år siden, at Rihanna sidst udgav en plade. Det var albummet ’Anti’, hvor sange som ’Work’ og ’Love on the Brain’ var på.

Ud over at lave musik står hun bag beautybrandet Fenty Beauty, som hun i dag har solgt halvdelen af til det franske konglomerat LVMH, der også har luksusmærker som Dior, Givenchy og Tiffany & Co i stalden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her