Det danske band The Minds of 99 annoncerer sin første stadionturné, hvor de i sommeren 2027 giver koncerter i Horsens og København, skriver Live Nation Denmark i en pressemeddelelse. I Horsens giver bandet koncert på Hybel Arena 4. og 5. juni og i Parken i København 18. og 19. juni.
Forsanger Niels Brandt har sammen med sin gruppe tidligere afholdt koncerter på et stadion. Senest var det i sommeren 2024 i Parken. Her blev der afholdt koncerter tre dage i træk.
»Vi blev ét sammen med publikum. Vi sang og spillede sangene sammen med publikum. Det føltes virkelig magisk og givende. Det vil vi gerne gøre igen – og bredere«, siger Niels Brandt.
De tre koncerter i Parken samlede i alt 147.000 koncertgængere. Det blev efterfølgende til en koncertfilm, der følger bandet op til og under koncertdagene i Parken. Første gang de stod på scenen i Parken, var i efteråret 2021.
På Roskilde Festival har bandet også optrådt på Orange Scene. Første gang i 2015 og igen i 2018.
Nyt album på vej
The Minds of 99 debuterede i 2014 og står blandt andet bag titlerne ’Alle skuffer over tid’ og ’Hurtige Hænder’. Debutalbummet ’The Minds of 99’ blev forgængeren til det næste album, ’Liber’, der udkom i 2015. Bandet er også udkommet med albummet ’Solkongen’ og senest ’Infinity Action’ fra 2022.
Stadionturnéen i 2027 kommer også til at byde på ny musik fra gruppen. Bandet er undervejs med sit femte studiealbum, som har arbejdstitlen ’Sjælens Alkymi’. Albummet er sat til at udkomme i april 2027 forud for stadionkoncerterne.
ritzau
fortsæt med at læse