Den 32-årige amerikanske musiker Phoebe Bridgers er på plakaten til næste års Northside, annoncerer den aarhusianske festival i en pressemeddelelse.
Northside begrunder bookingen med, at »få sangskrivere formår at ramme både hjertet og den mørke humor så præcist som Phoebe Bridgers«:
»Den amerikanske singer-songwriter har med en skrøbelig vokal, detaljerige tekster og sin evne til at forene melankoli med skæv humor etableret sig som en af sin generations mest markante stemmer«, skriver arrangørerne i pressemeddelelsen.
Næste års Northside løber af stablen i Eskelunden i Aarhus 10.-12. juni.
10 nye navne annonceret
Phoebe Bridgers gæster allerede Danmark i år. For til december giver hun koncert i Royal Arena i København med tre plader i bagagen og sange som ’Scott Street’, ’Motion Sickness’ og ’Lost Boys’.
Hun solodebuterede i 2017 med ’Stranger in the Alps’. Siden udgav hun albummet ’Punisher’ i 2020. Hendes seneste plade, ’Lost Weekend’, udkom tidligere på året. Her i Politiken gav Pernille Jensen albummet fem hjerter.
»Til december spiller hun i Royal Arena. Og selv om ’Lost Weekend’ er et temmelig stille album, er det nemt at forestille sig, hvordan det vil blæse taget af øldåsen ude på Amager. Det er intimt og storslået på en og samme tid«, lød det i anmeldelsen, hvor Phoebe Bridgers blev kaldt »indierockens svar på Beyoncé«.
Ud over Phoebe Bridgers annoncerer Northside yderligere 10 kunstnere – heriblandt det danske band Kind mod Kind, den canadiske rockduo Angine de Poitrine, den afrikanske gruppe Tinariwen og den amerikanske Motown-inspirerede musiker Jalen Ngonda.
Ifølge Northside leverer festivalen nu på løftet om, at der vil blive skruet op for musikbudgettet. De nyannoncerede navne slutter sig til næste års lineup, der allerede tæller det amerikanske rockband The Strokes og den danske sanger Mille.
ritzau/Politiken
fortsæt med at læse