Den 19. oktober kommer programmet for årets dokumentarfilmfestival CPH:DOX på gaden. I den anledning har festivalen inviteret det islandske orkester Sigur Rós til Danmark for at præsentere deres nærmest overjordisk smukke koncertfilm 'Heima' på det store lærred.
Inden filmen varmer Sigur Rós selv op med et lille eksklusivt, akustisk show. Bandet har indtil nu kun optrådt akustisk i yderst sjældne tilfælde og aldrig før i Danmark, så det er en sjælden mulighed for at komme helt tæt på den islandske kvintet, der venter publikum, når bandet går på scenen klokken 20 i Store Vega.




























