Vækstfremmer Musikere: »Spot-festival mangler mod«

Det var overrumplende nyt, da Dúné spillede på Spot i 2006. Men der er ikke meget nytænkning i, at de dygtige skibonitter nu skal spille på den århusianske festival for tredje år i træk.
Det var overrumplende nyt, da Dúné spillede på Spot i 2006. Men der er ikke meget nytænkning i, at de dygtige skibonitter nu skal spille på den århusianske festival for tredje år i træk.
Lyt til artiklen

Engang var Spot Festivalen i Århus stedet, hvor musiknørder gik på jagt efter nye musikalske fix.

Festivalen blev startet i 1994 for at promovere ny, dansk musik i en musikbranche, som stadig var stærkt domineret af firserrocken, og blev i lang tid regnet som et udstillingsvindue for bands på vej frem.

Sådan er det ikke længere. Spot Festival anno 2008 er først og fremmest til for at skubbe det bedste fra den danske musikscene til udlandet.

Således byder årets program på etablerede kunstnere som Burhan G., The Storm, Peter Sommer og Figurines – navne, som for længst er brudt igennem på den nationale scene med massiv mediedækning og flere pladeudgivelser bag sig.

Mere end P3
Det skuffer musikeren Alex Puddu, der for femte år i træk har fået afslag på at optræde på Spot Festivalen med et af sine nye projekter. Nu gider han ikke at forsøge at komme på programmet mere.

»Spot har ændret sig de sidste to-tre år. Det burde være en trampolin for nye navne, men de booker altid de bands, der er trendy for tiden, og glemmer, at der er en masse gode undergrundsbands i Danmark, som aldrig får chancen. Dansk musik er jo ikke kun det, de spiller på P3. Det er også de bands, der spiller for 20 mennesker på Stengade, men som har et fedt koncept«, siger Alex Puddu, der tidligere har spillet på festivalen med orkestrene Puddu Varano og Excess Bleeding Heart.

Spot forstår ikke kritikken
Spot Festivalens leder, Gunnar Madsen, forstår ikke kritikken. Spot har ingen ambition om, at tingene pr. definition skal være nye hvert år, fortæller han.

»Spot er jo efterhånden en etableret begivenhed, som med de mange udenlandske talentspejdere handler om at skubbe dansk musik til udlandet, og der kan et orkester godt være relevant flere år i træk. Man kunne for eksempel godt forestille sig, at et band som Kashmir gerne ville bruge vores platform igen for at få kontrakt i udlandet«.

Et af Spot Festivalens overordnede mål er stadig at fokusere på nyere dansk musikproduktion. Men 'nyere' er noget andet end 'ny', mener Gunnar Madsen.

Ti-tolv år gamle
»Det er jo en skønssag, hvad 'nyere' er. Jeg mener godt, at det kan være bands, der er ti-tolv år gamle. Vi har jo ikke et regneark, som vi vælger bands ud fra. Når du er en decideret kulturpolitisk begivenhed, nytter det ikke, at man vælger de bedste bands fra, fordi de er et år for gamle«, siger han og tilføjer, at selv de dominerende firsernavne, som Spot Festivalen i sin tid startede som en reaktion imod, ville være velkomne på Spot. Hvis festivalens kuratorer ellers mente, at de var relevante.

Musiker og musikforsker Henrik Marstal er bestyrelsesmedlem i Rosa, der arrangerer Spot. Han er enig med Alex Puddu i, at Århus-festivalen ikke længere er stedet for dem, der vil ud og spotte spritnye bands på den danske musikscene.

»Før i tiden var Spot bedre til at booke navne uden pladekontrakt. Inden for de seneste par år er det blevet sådan, at de fleste navne, der spiller på Spot, allerede har udgivet en plade eller i hvert fald er på vej med en plade. Så som brancheperson tænker man ikke længere 'Måske kan vi plukke lidt guld her', når man er på Spot«, siger Henrik Marstal.

Tilvækst på 100 procent
Han har også var været med til at vælge bands til årets Vesterbro Festival og mener, at den københavnske opkomling har overtaget Spot Festivalens rolle som stedet, hvor man kan opdage nye bands, inden de rammer radioen.

Den københavnske festival, der startede som et lokalt initiativ for flere øvelokaler, har udviklet sig til en veletableret begivenhed med seks scener, et hav af bands fra vækstlaget og en publikumstilvækst på 100 procent hvert år.

Og når den sjette Vesterbro Festival i næste weekend brager løs i Kødbyen, er festlighederne udvidet fra to til tre dage, mens antallet af festivalgæster ventes at eksplodere til 30.000.

Publikums datingbureau

»Vi opfatter selv Vesterbro Festivalen som et datingbureau mellem ny musik og publikum. Det er her, musikerne kan stille sig op med alle deres kvalifikationer, og publikum kan komme og bide sig på«, siger festivalens leder, Jesper Ø. Jensen.

I år er Vesterbro Festivalen blevet rykket en uge tilbage i forhold til tidligere år. Dermed ligger de driftige folk i Kødbyen i direkte konkurrence med Spot i Århus. Det kommer til at have konsekvenser for begge festivaler, skønner Henrik Marstal.

»Der er en følelse af, at Vesterbro Festival er mere cool og alternativ, og derfor kan det godt være, at mange musikglade københavnere bliver hjemme i stedet for at tage til Århus. Men omvendt tror jeg, at folk fra den danske musikbranche er blevet så vant til, at Spot Festivalen er den årlige branchefest, hvor man har mulighed for at møde hinanden og udveksle erfaringer, at de tager derhen«.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her