I et sekund vipper den velourbetrukne lænestol faretruende. Den storgrinende John Legend har lagt for mange kræfter i, da han trykkede sine kondisko mod jorden og lod fødder og ben svinge op mod loftet i en halv baglæns kolbøtte. Reaktionen er underlig, verdensstjernen er pludselig blevet genert og knaldrød i hovedet. Spørgsmålet, der udløste krumspringet, handlede bare om hans efternavn. Han må have fået det tusindvis af gange før. Ikke om det efternavn, han fik af sine kristne forældre i Ohio. Men det, han selv har valgt at tage. Legend. Stolen genfinder balancen mellem de fire spinkle ben. Den 27-årige musiker genfinder ordet. »Jep, det afspejler en stærk tro«, er det eneste han kan få sig selv til at sige, mens han hiver ned i sin grønne sweater som en lille dreng. Stadig smilende og ret rød i hovedet. Han er stille lidt, tavsheden er tung og tvinger ham til at fortælle videre. »Ser du, det var egentlig bare et kælenavn ...«, begynder han så, og fortæller en historie, der inkluderer en rap-poet fra Chicago, en dag i et musikstudie og et rygte, der begyndte at sprede sig. Det var før hans gennembrud, men lang tid efter, at han selv havde besluttet sig for at blive en legende. Hans første album, ’Get Liftet’, udkom i 2004. Anmelderne skrev på de positive taster, debuten blev nomineret til otte Grammy’er, og tre af dem, blandt andet prisen for ’bedste nye kunstner’, vandt han. Albummet solgte over tre millioner eksemplarer på verdensplan. Og nu sidder han i den lille by Hilversum nær Amsterdam, fordi han skal interviewes til hollandsk radio, og fortæller om sit nye album, ’Once Again’, og siger ting som: »Alle de ting, jeg lavede inden, var ting jeg gerne ville have skulle føre frem til dette her, jeg laver i dag. Til dette her«. Iført en grøn sweater, jeans og en helvedes masse heldigvis ret charmerende selvsikkerhed. Opdragelse i gospelkoret John Legend voksede op som John Stephens i en lille by i Ohio. I Springfield boede der knap 7.000 mennesker, de fleste tilhørte arbejderklassen, og der skete ikke særlig meget i byen. Bortset fra ét sted. I kirken. Hans forældre var meget religiøse kristne, og John og hans tre søskende brugte det meste af deres tid i kirke. For her var der musik. Forældrene sang begge to, og fra John var helt lille, spillede han piano, sang for i gospelkoret, skrev sange og arrangerede musikken. Alle fire børn gik i skole derhjemme, faderen var kunstner og moderen tøjdesigner. Uddannelse var vigtigt, religion endnu vigtigere. Men John Legend tror ikke på same måde som sine forældre. Hans holdning til emner, som kirken traditionelt er imod, for eksempel utroskab, kommer ud i sangen ’She don’t have to know’ fra det første album: »You know it’s wrong/ but it’s so strong« om at se en anden kvinde i smug. »Jeg betragter vel stadig mig selv som kristen, men jeg betragter ikke mig selv som særlig religiøs. Jeg går ikke i kirke særlig tit«, forklarer han, og adskiller sig på den måde ikke fra alle de andre stjerner, der takker Gud ved festlige lejligheder, selv om man udefra og – især– set gennem paparazziernes linser, ikke ville have skudt dem til at være gudfrygtige. Hæs nattestemme Og så alligevel. For John Legend værdsætter sin baggrund, sin opdragelse og de moralske værdier, han har fået med hjemmefra. Men efter hans bedste overbevisning bliver religioner brugt til at skille folk ad. Hans egen Gud passer ikke ind i nogen af de gængse fortolkninger. Men han har ikke den splittedes vægelsind, han er rolig som en betonbyggeklods, når han taler om sin såkaldte spirituelle tro, som han også pensler ud på det nye album i sangen ’Show me’. Ideen til teksten kom midt om natten, og de første vers blev hviske-sunget ind i en lille sort båndoptager med en hæs nattestemme. »Det er en spirituel sang. Men også en sang, der stiller Gud en masse spørgsmål, hvilket er lidt forskelligt fra ortodokse religioner, fordi de har en tendens til at sige til folk; dette her er sandheden, og der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved det. Denne sang gør det modsatte. Den undrer sig over, hvorfor verden er, som den er. Hvorfor dør folk, hvorfor skændes de om karikaturer? Hvorfor slår de hinanden ihjel på grund af et lille stykke land i Israel? Som religiøs lærer man ikke at tvivle. Derfor er ’Show me’ ikke en religiøs sang«, siger John Legend. Hans forældre synes, at sangen er smuk. Men han er ikke sikker på, at de sætter pris på det, han gerne vil sige med den. Det handler om netværk Som 16-årig forlod John Stephens Ohio efter at have gjort gymnasiet færdigt. Han flyttede til Philadelphia, studerede på University of Pennsylvania, sang i kirkekor, skrev sine egne r’n’b-sange og tog eksamen i engelsk litteratur (»for at holde mine muligheder åbne«). Fire år senere fik han job i New York og var så småt blevet et lille navn i musikverdenen; han spillede til mindre koncerter og akkompagnerede mere eller mindre kendte navne med sit klaverspil og sin vokal. Men John Stephens’ ambitioner rakte til langt mere, det samme gjorde hans talent. Det mente i hvert fald hans roommate, en fyr ved navn Devon Harris – fætter til den anerkendte producer og musiker Kanye West. »Han (Kanye West, red.) var inviteret til at komme til et af mine shows i 2002 – før han blev kendt som producer – Devon Harris præsenterede os for hinanden og sagde: »I skulle virkelig mødes og arbejde sammen«. Så Kanye West tog min demo den aften, han tjekkede den ud, mente, at jeg havde potentiale og ville gerne arbejde sammen med mig«, fortæller Legend om den aften, han endelig fik de rigtige ører til at lytte til talentet. Fem års intense forsøg Pladekontrakten kom på plads i 2004, og samme år blev albummet udgivet. »Det lyder, som om det hele gik efter planen. Nu. Men det handler bare om held og om at møde de rette mennesker på det rette tidspunkt«. Alligevel har han aldrig haft lyst til at smide det hele væk undervejs. Ikke engang i de perioder, hvor tingene ikke artede sig, hvor han var frustreret. »Nej!«, svarer han bestemt. »Jeg var sikker i på, at det nok skulle gå«. Så sikker, at du tog Legend som efternavn? Og det er her, han kortvarigt mister fodfæstet. Færdig med at gemme sit hoved i det generte latterbulder fortæller han om den første person, der kaldte ham Legend; en rap-poet fra Chicago, J. Ivy. »Som poet kommer man med kæmpestore statements ganske ofte, og han begyndte at kalde mig The Legend. »Jooooohn Legend«, råbte han. »Det skal vi så ikke kalde mig, det er dumt«, sagde jeg. Men han blev ved. En dag var vi i studiet med 20 andre, han blev ved med at råbe det, og alle kunne lide det«. Musikeren forsøgte at beholde sit eget navn, påstår han. Indtil det tidspunkt, hvor alle kaldte ham Legend. »På et tidspunkt kendte flere mennesker mig som John Legend end som John Stephens. Jeg tænkte en del over det, for jeg vidste, at folk ville sige; denne her fyr må hellere være dygtig, hvis han vil kalde sig selv Legend«, siger han. Om musikeren, der høfligt har valgt at holde min båndoptager, så hans ord ikke går tabt mellem de to lænestole i hotellets konferencerum, er en genert dreng, der blev offer for en rap-poets store ord – eller om historien er et PR-stunt er ikke til at gennemskue. Under alle omstændigheder siger han alvorligt: »Så jeg må hellere sørge for at være dygtig«. Troen på sig selv Det var en glad og spændt John Legend, der så sit album debutere på top-fem i USA, læste anmeldelserne, modtog priser, tjente kassen; »det var en drøm, der blev til virkelighed. Men jeg har altid troet, at det ville blive stort«. Hvor mange album kommer der så til at være med dit navn på i pladebutikkerne om 60 år? »60 år. Hmm«, siger John Legend og begynder at tælle på fingrene. »De næste ti år vil jeg prøve at lave et nyt hvert andet år. Så jeg vil udgive seks mere de næste 15 år. Mmm, måske nærmere syv. Og de sidste 45 år vil jeg nok lave et nyt album hvert femte år. For der vil jeg slappe af. Blive gammel med ynde«, siger han. På det private plan er hans mål at blive gift og få børn – gerne inden for de næste fem år. Hans musikalske mål er mere langsigtede: »Folk skal synes, at jeg var speciel, at jeg havde en stor betydning som sangskriver. Det er det vigtigste, når det kommer til ens musikalske arv: Hvis dine sange er holdbare, vil folk lave coverversioner af dem om 20-30 år. Jeg lagde pres på mig selv ved at vælge det efternavn. Nu prøver jeg på at leve op til det«. Måske er John Legend ved at vælte på en stol med fire ben. Men et sted mellem forrykt meget selvsikkerhed og genert beskedenhed formår han alligevel at holde balancen. Jeg betragter vel stadig mig selv som kristen, men jeg betragter ikke mig selv som særlig religiøs. Jeg går ikke i kirke særlig tit