»Jeg vil gerne have, at jamaicansk musik ses som et levende fænomen og ikke som en eller anden mand, der døde for tyve år siden. Folk siger, at Bob Marley er verdens største musiker. Det tror jeg ikke på. Der vil komme større musikere efter ham. Bob var den, der blev mest og bedst promoveret, og det må vi sætte pris på som jamaicanere, fordi han repræsenterer vores egen kultur, men vores kultur skal ikke dræbes med en afdød. Nok er nok«.
Modigt budskab Sådan lød det modige budskab fra den 36-årige reggaeveteran Buju Banton, da han for nylig udsendte sin seneste plade ’Rasta Got Soul’. Det fik Bob Marleys ældste søn Ziggy Marley til at replicere: »Min far var ikke en pralhals. Det er det, han har gjort, som gør, at man stadig taler om ham … vi ophøjer vores helte, vi nedgør dem ikke«. Buju Bantons udtalelse blev ikke blot taget ilde op af legendens afkom, men affødte læserbrevsstorm og beskyldninger om forsøg på kongemord i de jamaicanske aviser. Det var som bekendt Bob Marley, der i slutningen af 1970’erne bragte lyden af Caribien ud til verdens musikelskere.

Men selv om verdens mest berømte jamaicaner blev et internationalt ikon og en uudslukkelig kilde til national stolthed på hjemøen, har reggaemusikken forandret sig eksplosivt, siden dengang Bob Marley sad ved lejrbålet i Trenchtown og sang ’No woman no cry’. Og hvis man skal pege på en afgørende figur i udviklingen af den reggae og dancehall, som år efter år gør tredjeverdenslandet Jamaica til en af de absolutte drivkræfter i udviklingen af moderne popmusik, vil det naturlige valg nok være Buju Banton.