Den spinkle fyr med det lange sorte hår træder frem på scenen.
Griber fat om den sorte bas, der hænger over den sorte bluse. Vrænger munden åben, så tænderne blottes, og det tunge åndedræt blafrer ind i mikrofonen og ud over publikum med et metallisk »phøhhhf«. »Vi er Servants of the Immortal. Og vi spiller DØØØØDSmetal«, vrænger han. Han kniber øjnene sammen til et par smalle sprækker. Skuler ud ad dem og træder endnu et skridt frem. Publikum står stille foran ham. Forrest står en ung fyr med lyse dreadlocks, mørke bukser og et par dødningehoveder trykt på blusen. Han holder vejret. »Men først«, siger den langhårede musiker. »... starter vi med en lille bøn«. Han bøjer hovedet, samler hænderne og lukker øjnene. »Kære Far, jeg beder dig om at gøre denne her aften til en rigtig fed aften. Jeg beder om, at bandene, der skal spille i aften, vil spille det bedste, de har lært, og at du vil vise folk her i aften, at der er noget større, end vi har lært ... Yes ... Amen«. Han åbner øjnene. Kigger rundt.
