Ingen over og ingen ved siden af Nannas 'Afrika'-sang.
Sådan lyder konklusionen i afstemningen om den bedste danske støttesingle, som politiken.dk lancerede forleden.
'Afrika' fra 1985 løb med 63 procent af stemmerne, mens 'Selv en dråbe' opnåede 17 procent, og 'Hvor små vi er' fik 13 procent.
SE Resultatet af afstemningen
På en rimelig sikker sidsteplads endte den nye støttesingle 'Skrøbeligt fundament' med tekst af Sys Bjerre og melodi af Søren Mikkelsen. Den fik blot otte procent af stemmerne.
'Sangen burde forbydes'
I kommentarsporet får Haiti-singlen generelt en hård medfart:
»Jeg har ikke ord for, hvor dårlig den er«, skriver Morten G. fra Rødovre.
Hans Tofte fra Christianshavn supplerer:
»Læserne sabler Skrøbeligt Fundament ned. Fuck, hvor er den tekst da ringe. Sangen burde forbydes. De medvirkende musikere burde sige undskyld. Sys Bjerre burde stoppe al fremtidig musikalsk aktivitet. Puha...«.
Og fra københavnske Lars Petersen lyder skudsmålet:
»Puha jeg synes, at Haiti-sangen er skidt håndværk. Dødssyg, snørklet melodi og en direkte dårlig tekst. Ærgerligt, at man ikke lod nogle mere talentfulde sangskrivere stå for det«.
'Godt initiatiativ - trods alt'
Dermed er flere debattører altså enige med Facebook-gruppen 'Dobbelt donation til Haiti hvis Sys Bjerre ikke skriver flere støttesange', der i skrivende stund tæller 117 medlemmer.
DOKUMENTATIONBesøg gruppen her(eksternt link)
Flere af politiken.dk's læsere hylder dog initiativet med støttesinglen til Haiti, selv om resultatet måske ikke ligefrem går over i musikhistorien.
»Smuk sang, smukt sunget af solister og kor! Dejligt! Men er den bidsk nok? Kan vi mærke hvor ondt det gør på dem der er ramt..? Nej, ikke rigtigt.. Skal man kunne det i en 'nødhjælps-sang'? Jo tak, helst... Synes jeg..!! Men jeg hylder initiativet, det føles som om, at det er ægte hjerte. Tak«. skriver Anne Lise D. Marcussen fra København.
Og fra Kristoffer N. fra Nørrebro i København lyder det:
»Godt initiativ osv, men ikke en sang der vil blive husket som 'Afrika'-sangen. Kedede mig søreme lidt. Men skide da være med det, så længe haitianerne får hjælp og penge. Der kommer nok endnu en katastrofe, og endnu en sang«.
Gospelkunstnere støtter også Haiti
En læser efterlyser muligheden for at stemme på gospel-støttesinglen 'Every Little Prayer Counts' i afstemningen.
Nu er afstemningen slut, men vi skal selvfølgelig beklage, at der ikke var mulighed for at stemme på singlen, der havde premiere i Go' Aften Danmark onsdag aften.
Sangen er skrevet af Julie Lindell, Markus Lindell, Susanne Ørum m.fl., og blandt de medvirkende sangere er James Sampson, Alberte Winding, Marie Carmen Koppel og 'X Factor'-deltagerne Linda Andrews, Seest og Laura Kjærgaard.
Pengene fra singlen går ubeskåret til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Haiti. Læs mere på gospelcommunity.dk.
fortsæt med at læse


























