»Du må undskylde larmen. Jeg ville gerne have snakket med dig fra en stille økologisk cafe, men der var ikke plads«, siger Owen Clark i sin skrattende mobiltelefon fra en af cafekæden Neros mange ens cafeer. Han skal til at fortælle historien om 00’ernes popfornyere. Og forklare hvorfor anmeldere har smittet hinanden med udtrykket »Hot Chip er i gang med at omskrive musikkens dna«. Og fortælle hvordan bandet har splittet dette dna ad og samlet det igen på en usædvanlig glad måde, så selv hi fi-shoppernes nørder pludselig kan finde dybde i en synthesizer. Deres store hits ’Over and Over’ og ’Ready for the Floor’ har taget danseklubberne med storm, men musikken holder også til nærmere genlytning, for bag de legesyge, elektroniske riffs gemmer sig lag på lag af referencer, og bedst som man tror, Hot Chip kan kategoriseres som intelligent dansemusik, bliver rytmen brudt med noget så gammeldags som en ballade. Vi er, som vi er Netop uforudsigeligheden har givet Hot Chip mærkaten ’popfornyere’, og Owen Clark ved det, så han ville egentlig gerne sætte sig selv i scene som en hyperkreativ banebrydende kunster.
»Men nu sidder jeg altså på en mainstream cafekæde og snakker om pop. Sådan tumler vi lidt rundt. Vi vil gerne sætte os selv i scene, men vi er, som vi er. Som alle andre, der ikke kan finde en plads, når vi vil have en kop kaffe«, siger Owen Clark i mobilen. Guitaristen, basist og synthesizer-ekvilibristen i engelske Hot Chip kan frit gå rundt i London. Ingen lægger mærke til ham, selvom bandet gennem 00’erne har blæst guitarrocken ud af hitlisterne med deres lette, elektroniske, legesyge pop. »Sådan er historien om Hot Chip«, siger han. »Vi spiller lidt musik, og så synes folk, at vi er noget særligt. Faktisk ved vi ikke, hvad vi laver, før vi har analyseret det bagefter – typisk sammen med en journalist«. Dans, dammit, dans De nuværende medlemmer kommer alle sammen fra Eliott School i Putney, som også har udklækket en af den elektroniske musiks nye store navne Burial.
