Der bliver fortolket som aldrig før. Unge, danske musikere står nærmest i kø for at være med, når der laves hyldestplader og mindekoncerter for sidste århundredes store musikalske succeser.
Både Leonard Cohen og Bob Dylan er således genoplivet i nutidige coverversioner herhjemme, og nu står Johnny Cash for skud, når en række af landets nye, kvindelige musikere går i clinch med manden i sort i koncertserien ’We Proudly Present …’ på spillestedet Copenhagen JazzHouse. Men hvorfor gider fremadstormende og nytænkende musikere beskæftige sig med 1960’ernes og 1970’ernes støvede sangskrivere?




























