Palmeuheld Stones udskyder koncert i Horsens

Lyt til artiklen

Det var både en vemodig og også en lettelsens dag for Musikforeningen Eigils og Horsens Ny Teater, der står bag koncerten med Rolling Stones, da de fik endelig besked om, at koncerten bliver aflyst 8. juni. »Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke bliver til noget med alt det arbejde, vi har lagt for dagen«, siger Erik Munk Jacobsen, formand for Musikforeningen Eigils. »Men det er også en lettelse, at vi endelig har fået en klar melding, for det værste har faktisk været uvisheden. Vi har jo ikke vidst, hvad vi skulle fortælle folk, når de ringede«, tilføjer formanden. Var ikke overrasket over meldingen Frank Panduro, der er formand for Horsens Ny Teater og medarrangør af koncerten, var ikke ligefrem overrasket over den negative melding. »Jeg havde forsøgt at lade mentalt op til det. Selv om man udadtil har ladet, som om man har troet på det til det sidste, må jeg jo nok indrømme, at jo længere tid der gik, jo sværere fik jeg selv ved at tro på det«, siger Frank Panduro, der også er lettet over beskeden. »Jeg har da følt mig lidt fuldtidspræmenstruel de sidste dage. Jeg har jo ikke kunnet tænke på andet end den her koncert siden juledagene. Vi har lagt rigtig meget hjerteblod i det her arrangement, så det er da ærgerligt, at det ikke bliver til noget«, tilføjer Panduro. Årsagen til udskydelsen er guitarist i bandet Keith Richards, der på en ferie i Fijiøerne mente, at han skulle lege Tarzan i en kokospalme, hvilket resulterede i en skade på hjernen, da han faldt ned fra palmen med hovedet først. Selv om guitaristen blev opereret for et par uger siden og tilsyneladende har det godt, er han altså ikke blevet frisk nok til at indlede turneen 'A Bigger Bang', der skulle ramme Horsens 8. juni. Der foreligger endnu ikke en ny dato for koncerten, men den håber arrangørerne at kunne servere om en uge eller to. »Vi ved det ikke endnu, men jeg kunne godt forestille mig, at den nye koncertdato ligger i starten af september«, siger Erik Munk Jakobsen. Og det ville passe de to koncertarrangører godt på grund af Madonnakoncerten 24. august. »Vi skal bare have otte dage mellem koncerterne, så kan det godt lade sig gøre. Og så ville vi slå to fluer med ét smæk, fordi alt forarbejdet er gjort til Madonnakoncerten. Scenen ville være det eneste, der skal bygges om«, siger en håbefuld Frank Panduro. Arrangørerne understreger, at de, der har købt billet til koncerten 8. juni, vil få mulighed for at genbruge billetten til den nye koncert eller få refunderet deres penge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her