Nogle gange – oftere i Haiti end så mange andre steder på jorden – kan det være svært at skille drømme og mareridt fra virkelighed. Det er fire år siden, at rapperen Wyclef Jean ramte de amerikanske hitlister med nummeret ’If I was a president’. Nu stiller verdensstjernen op som præsident for Haiti, sit jordskælvsramte hjemland. LÆS OGSÅRapper officiel præsidentkandidat i Haiti Rygterne om Wyclef Jeans kandidatur til Haitis præsidentvalg 28. november har sivet i månedsvis. Og inden rygterne var der befolkningens håb:
Få døgn efter det jordskælv, som 12. januar dræbte anslået 230.000 mennesker og gjorde 1,5 million hjemløse, rykkede musikeren og mangemilliardæren Wyclef Jean ind i hovedstaden Port-au-Prince med sin hjælpeorganisation Yele Haiti. Han delte mad ud til de sultne og chokerede mennesker, der flakkede omkring som zombier i gaderne. Han skaffede telte. Han mødtes med politikere og FN-chefer.





























