Med valget af den 77-årige spanske dirigent Rafael Frühbeck de Burgos har DR sikret sig et internationalt profileret, men gammeldags navn som ny chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. Og med valget af ham kommer DR SymfoniOrkestret foreløbig til at stå uden chefdirigent i et år.
LÆS OGSÅ Snart 80-årig spanier overtager dirigentstokken i DR
Det er ikke nogen drømmesituation for et moderne symfoniorkester. Frühbeck de Burgos tiltræder først fra efteråret 2012, og orkestrets nuværende chefdirigent, Thomas Dausgaard, siger farvel og tak allerede nu til sommer.
En chefdirigent har samme funktion som en fodboldtræner. Han skal holde gejsten oppe og den tekniske grundform i orden hos sit hold. Det gøres ved et vist antal ugers fast træningsarbejde hvert år. Uden chefdirigent risikerer et orkester at tabe spilletempo og skarphed.
Men nok så vigtigt er det kunstneriske aspekt, og her peger valget af den aldrende spanske maestro ikke fremad.
'Står for alt det, der var populært i forgårs' Det peger tværtimod klart bagud. Chefdirigentens ansvar er at stikke retningen for holdet ud. Han skal præge spillestilen, og Frühbeck de Burgos står for alt det, der var populært i forgårs. Hans stil og hele det repertoire, han er kendt for, fokuserer på det pompøse og udadvendte. Fra Brahms og Wagner op til Stravinskys ’Sacre du printemps’ samt spansk musik. De gange, han tidligere har dirigeret DR SymfoniOrkestret, har han budt på Brahms med fedladen dobbeltbesætning af blæsere. Noget, som ingen moderne dirigenter i dag ville vælge.






























