Hvert år ved juletid er Chris Rea et lige så sikkert hit som pebernødder og gløgg.
Hans ’Driving Home for Christmas’ er tidsindstillet på playlisterne på alverdens radiostationer. Både som en atmosfærefyldt melodi og som et eksempel på, at der er sange, der er mere kendte end deres sanger. Chris Reas julehit udkom så langt tilbage som i 1988, hvor den til at begynde med ikke gjorde meget væsen af sig. Siden har den været med til at sikre ham en kunstnerisk uafhængighed, som han har brugt til at gøre alt andet end at gå i sine egne fodspor.




























