Dave Grohl slænger sig op ad reolen, mens kameraet klikker. Han ved, han skal stille sig i midten af de nu fem medlemmer af Foo Fighters, men han ligner en, der hellere vil være et andet sted. Da fotosessionen er slut, smider han sin veltrimmede krop i sofaen på femte sal af et hotel i det ydre Stockholm, trækker de lange sorte lokker bag om ørerne og sender et gab ud gennem munden, der er omringet af skæg. Bandets to andre guitarister Chris Shiflett og Pat Smear sætter sig med rank ryg på hver side af ham. LÆS OGSÅFoo Fighters leverer kærestesorger med 180 kilometer i timen 42-årige Dave Grohl har været i den her situation et utal af gange gennem de mere end 21 år, han har trommet, sunget og strøget guitarer på rockens største scener. Nirvana, Queens Of The Stone Age, Them Crooked Vultures og Foo Fighters er blot nogle af de mest markante stop på vejen til adskillige Grammypriser og MTV Awards. Indtil nu har de tre bandmedlemmer ikke ænset mig. De har haft travlt med at snakke om svenske priser på amerikanske guitarer. Men pludselig klapper Dave Grohl i hænderne for at signalere, at nu går interviewet i gang. 'Nevermind' spøger stadig »Vi prøver virkelig hårdt at lave gode sange og spille gode show. Jeg vil ikke have, at der er noget som helst, der blandes ind i det. Derfor har vi bygget det her beskyttelsessystem rundt om os«, siger han. Jeg ved det godt. Derfor har jeg væbnet mig med remedier, der måske kan give tilladelse til at grave lidt ned i fortiden og Nirvana, en tid, Dave Grohl selv har kaldt for en »tornado«, og som kulminerede med Kurt Cobains selvmord i 1994. LÆS OGSÅRockband lader fans smuglytte gratis Jeg trækker et eksemplar af Nirvanas plade ’Nevermind’ frem af tasken. Det er 20 år siden, Dave Grohl spillede trommer til lydsporet. Foo Fighters har eksisteret i 16 år og er klar med det syvende udspil. Men Nirvanas ’Nevermind’ med det blå albumcover, der fortrængte selveste Michael Jacksons ’Dangerous’ fra den amerikanske albumhitlistes førsteplads i 1991, spøger fortsat den dag i dag. Krist Novoselic, det tredje medlem af Nirvana, gæsteoptræder på Foo Fighters’ nye plade, ’Wasting Light’. Albummet er samtidig produceret af den legendariske grungeproducer Butch Vig, der også skruede på knapperne ved indspilningen af ’Nevermind’. Ligner en baby »Wow«, siger Pat Smear, der har bladret op på et billede af en purung Dave Grohl i pladeindlægget.
Dave Grohl sidder fortsat sammenkrøllet i hjørnet af sofaen. Han end ikke under cd’en et blik: »Ja, jeg ved det. Jeg ligner en fucking baby«, siger han.Hvorfor valgte I at bruge den samme producer som på ’Nevermind’-pladen? Dave Grohl rykker sig frem i sofaen. »Først og fremmest fordi han er en god producer«. Dave Grohl fortæller, hvordan Butch Vig er i stand til at få simple instrumenter til at lyde kæmpestort. Derfor tog Grohl kontakt til ham, efter at Foo Fighters havde udgivet et par mindre rockede album. Dén plade »Vi ville lave en stor rockplade igen. Med den der i tankerne«, siger han og peger på ’Nevermind’. »Butch Vig og jeg har været venner, lige siden vi lavede den der for 20 år siden«. »Den plade ændrede vores liv. Vi ville ikke være her i dag, hvis det ikke var for den plade. Den gjorde os jo berømte«. Efter Kurt Cobains selvmord valgte han alligevel at bryde med bassisten Krist Novoselic og lave sit eget band: »Jeg ville ikke bare være forbundet med Nirvana resten af mit liv. Jeg er så stolt af at have været i bandet. Meget af det var pissefedt. Men meget var også pinefuldt og sørgeligt, så jeg ville ikke sidde fast i skyggen af de dårlige ting, dem ville jeg gerne væk fra. Men på samme tid følte jeg ikke, at jeg havde så mange andre steder at tage hen, så jeg besluttede at blive sanger«. Spillede bare trommer Dave Grohl har aldrig været tiltrukket af heroin. Det samme kan man ikke sige om Kurt Cobain. Da Nirvana brød igennem i 1991, sugede han nærmest alle verdens fristelser til sig.




























