Et par uger efter at australieren Patrick Galbraith lancerede sin hjemmeside Map of Metal, brød den sammen.
Det var i december sidste år, og den 25-årige australier forstod det ikke. Hjemmesiden havde han lavet sammen med vennen Nick Grant som et personligt projekt mest bare for de to. De havde skabt et helt landkort over metalmusikken. Ideen var at lave en slags leksikon for folk, der ikke selv orker at læse lange bøger om genren, men gerne vil nørde videre i metalmusikken og alle dens undergenrer – som for eksempel medieval metal, depressive black metal og melodic death.






























