Samuel Beam tager sig til det enorme, velplejede fuldskæg og klukker lavmælt. Øjnene glimter med, som to små, stærke glødepærer, da jeg citerer en af de amerikanske journalister, der har kaldt ham »the rising star in alternative folkmusic«.
’Den alternative folkemusiks nye stjerne’. Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder?
»Heller ikke jeg. De kalder min og andres musik ’alternative’ og ’indie’, men de ord siger mig ikke rigtig noget. De fortæller ingenting om lyden. I modsætning til en genre som ’grunge’. Det ord insinuerede en råhed i musikken. ’Indie’ og ’alternative’ kan være hvad som helst. Jazz, uafhængig afrikansk musik eller hvad ved jeg«, siger Samuel Beam og kommer dermed til at nævne to af de mange genrer, man kan høre i hans musik.
Mange stilarter
I musikken fra Samuel Beam, alias kunstnernavnet Iron and Wine, kan man i det hele taget høre så meget. Ud over improvisationslysten moderne jazz og rytmisk overrumplende righoldig afrikansk guitarspil er også den jamaicanske dubmusiks trillende ekko og den amerikanske folke- og bluesmusiks traditioner for gentagelser af melodilinjer til stede i musikken.
Ikke som strittende markører, men som integrerede dele af et udtryk, der samles og på trods af sammenblandingen af mange stilarter virker let og svævende – på grund af et gennemgående indslag af drømmende, flyvende psykedelisk rockmusik.
Udsolgt koncert
Det er mandag aften, og Samuel Beam og hans syv personer store orkester skal spille en udsolgt koncert i Voxhall i Århus om et par timer. Inden tager han sig tid til et interview, hvilket afgjort ikke er hans yndlingsbeskæftigelse.
Der findes ikke mange interview med manden, der i musikersammenhæng har kaldt sig noget så absurd som Iron and Wine, siden han for nogle år siden tilfældigvis stødte på en dåse med proteintilskud hos en købmand i Miami. ’Beef, Iron and Wine’ stod der på dåsen. »Det lyder afskyeligt«, tænkte Samuel Beam, hvorefter han droppede bøffen i varedeklarationen og påtog sig resten af dåsens indhold som bandnavn.
Musik som hobby
Dengang, i årene lige efter årtusindeskiftet, var musikken bare hans hobby. Han forsørgede sig selv og sin familie som universitetsuddannet filmprofessor, der underviste i fotografering. Men allerede dengang var der elementer af jazz, psykedelisk musik og ikke mindst afrikansk guitarspil i de sange, han skrev og optog på demobånd.
»Jeg elsker nord- og vestafrikansk guitarspil. Den amerikanske blues er så tæt forbundet med afrikansk musik, at det i mine ører er selvfølgeligt, at jeg er vild med guitarstilen fra Afrika. Allerede på min første plade, ’The Creek Drank the Cradle’, spillede jeg nogle steder guitar, der minder om afrikansk guitar. På det nye album, ’The Shepherd’s Dog’, er vi gået endnu videre og spiller nogle steder decideret afrikansk highlife-musik«, siger Samuel Beam og hentyder til den jazzede guitarmusik, der i forrige århundrede groede frem som en særlig vestafrikansk genre.
Den alternative ikke-scene
Engang var det moderne blandt yngre mandlige musikere at have tatoveringer over det hele. Nu er hårvækst så åbenbart det hippe. Devendra Banhart og Ben Bridwell fra Band of Horses er andre eksempler end Iron and Wine på aktuelle navne, hvor der er noget langhåret over både udseendet og musikken.
Når man ser Iron and Wine optræde med band, er der masser af hår på det meste af scenen og altså også i den stedvist prøvende og indimellem magiske musik. Hans violinspillende og korsyngende søster, Sarah Beam, er et af de få bandmedlemmer uden hår i ansigtet.
De andre musikere, hvoraf nogle har baggrund i bands som Chicago Underground Trio, Wilco, Calexico og Califone, ligner noget i retning af en raceblandet udgave af de sene tresseres hippiebands som The Band, Jefferson Airplane, Grateful Death, og hvad de ellers hed dengang, hvor den amerikanske modkultur voksede frem.
Hobby-billedkunstner
Ord som ’indie’ og ’alternative’ siger ikke Samuel Beam noget. Men den 33-årige sangskriver, sanger, guitarist, filmprofessor og hobby-billedkunstner (han laver selv sine pladecovers) kan godt forstå, hvorfor nogen tror, at der eksisterer en aktiv, alternativ scene i Amerika:
»Band of Horses kender jeg rigtig godt. Ben Bridwell fra Band of Horses og jeg voksede op sammen. Hans storebror var min bedste ven, og det var Ben, som sendte mine demoer til selskabet Sub Pop, som derefter ringede til mig. Dengang eksisterede Band of Horses ikke. Ben spillede i Carissa’s Wierd. Men der er en forbindelse. En masse mennesker i USA, Storbritannien og måske også Skandinavien er vendt tilbage til en slags psykedelisk folkemusik, der var populær i de sene 60’ere og i de tidlige 70’ere. Det var musik med afsæt i folkemusik, men med et meget mere ’spooky’ udtryk. Jeg bruger det psykedeliske, fordi det indimellem passer til mine tekster«.
Hjemmebygget studie
Fire døtre i alderen ni måneder til ni år. En udearbejdende jordemoderhustru og en nuværende bopæl med hjemmebygget studie en times kørsel fra Austin, Texas. Samuel Beam er ikke en musiker, der hænger ud med kollegaer og føler sig som en del af en scene. Desuden, siger han, eksisterer der ikke længere miljøer ligesom dengang i 60’erne og 70’erne, hvor folk fra samme by stødte ind i hinanden i de samme pladebutikker.
»Nu downloader man fra nettet og møder ikke hinanden fysisk. Jeg har fået musikervenner, siden jeg begyndte at turnere med Iron and Wine i 2002. Men jeg hænger ikke ud med dem, og jeg snakker heller ikke i telefon med dem. Jeg har fire børn, som jeg passer, når jeg ikke turnerer. Jeg har alt for travlt til alt det der«.
Kendte referencer
Samuel Beam trækker en behåret, velpolstret højre underarm op til den høje pande og protesterer venligt, da jeg spørger konkret til tekster, der nævner Jesus, Fanden, Job, Gud, Kain og Abel. De religiøse navne i teksterne er ikke udtryk for, at han er troende, siger han:
»Jeg voksede op i Bibelbæltet i South Carolina. Det er et meget religiøst sted. Bibelens historier er de fortællinger, min søster og jeg fik fortalt som børn. Gennem de historier lærte vi, hvordan man bør leve. Jeg tror, det er derfor, at det blev Bibelens skikkelser, jeg leger med i historierne. Men måske gør jeg det også, fordi de er genkendelige. Hvis jeg skriver en sang om nogle fyre, der hedder Bob og Joe, ved folk ikke, hvem jeg synger om. Skriver jeg om Kain og Abel, forstår folk, at sangen handler om dualismen i det enkelte menneske. Tror jeg. På den måde er referencer til Bibelen brugbare«.
Personlige verdensforestillinger
Ligesom teksterne tager udgangspunkt i Sam Beams personlige verdensforestillinger, var hele Iron and Wine oprindeligt et enmandsorkester. I dag rejser han rundt med syv andre musikere, men det er stadig hans ideer og visioner, der har drevet musikken frem til den nuværende popularitet.
Hvad nu, hvis hypen vender, så du bliver kaldt umoderne og ikke tjener penge nok til familien?
»Så begynder jeg at undervise i filmfotografi igen. Musik var min hobby, og jeg er glad for, at jeg kan leve af det nu. At der et publikum til den form for ruskomsnuskmusik, vi spiller. Det vil jeg gøre, så længe jeg kan. Tom Waits’ ’Swordfishtrombones’ er et forbillede for mig. Ikke at jeg prøver at efterligne lydene på den. Men den plade har en særlig og inspirerende frygtløshed«.
fortsæt med at læse
