En chokbølge går gennem rummet. Så stilhed. Stilheden bliver først brudt, da forestillingslederen kalder koret frem til scenen, hvor den næste opera skal begynde. Koristerne indtager deres pladser i scenografien på Store Scene, der mimer en stor trappe i efterkrigstidens Italien.
Organiserer protester
Bag det nedrullede scenetæppe sidder flere fra ensemblet i deres kostumer og græder. Virkeligheden er begyndt at dæmre. En tredjedel af dem skal fyres.
Da tæppet går få øjeblikke efter, må de tørre deres tårer væk og gemme chokket af vejen. De skal spille en festlig akt som glade landsbybeboere, der får opmuntrende besøg af en teatergruppe i operaen ’Bajadser’. To aftener før nytår optrådte Det Kongelige Operakor som så mange gange før på Operaens Store Scene. Her skulle de opføre to operaer, de to italienske enaktsforestillinger ’Cavalleria rusticana’ og ’Bajadser’. Mellem forestillingerne er der en pause på 20 minutter, hvor korensemblet har tid til at skifte kostumer og lægge ny makeup.






























