De danske jazzentusiaster må vente yderligere et par måneder, inden de får jazzens nationalscene tilbage.
Copenhagen JazzHouse melder nu ud, at de først er parate til at åbne for publikum igen i løbet af foråret 2012.
Udskyder åbningsdato
Det ekstreme skybrud, der ramte København 2. juli sidste sommer, raserede spillestedet med en sådan kraft, at det stadig kæmper med efterdønningerne fra vandskaderne.
Vandet væltede ned i jazzhusets kælder og efterlod et 15-centimeters soppebassin foran scenen i koncertsalen i hjertet af JazzHouse. Uforudsete udfordringer i de omfangsrige ombygningsplaner og komplicerede forsikringsforhold er skyld i, at spillestedet gang på gang har måttet udskyde sin åbningsdato.
Kompliceret forsikringssag
»Det er en kompliceret forsikringssag, som vi står over for i JazzHouse. Og det er primært grunden til, at det trækker ud«, siger Signe Lopdrup fra Copenhagen Jazz Festival, der nu tager endnu en jazzkasket på som nyudpeget daglig leder af Copenhagen JazzHouse.
Den kringlede forsikringssag består i korte træk i, at bygningen, som JazzHouse lejer sig ind i, har et forsikringsselskab, der skal kompensere for genopbygningen af de faste bygningsdele. LÆS OGSÅDansk jazz rykker vildt og voldsomt
Derudover har JazzHouse selv en løsøreforsikring i et andet forsikringsselskab, der skal dække inventar og indbo. Men da JazzHouse har eksisteret på adressen siden 1991, har spillestedet også medvirket til at etablere faste konstruktioner i bygningen, og det indvikler sagen yderligere:
»Vi er dækket ganske forsvarligt rent forsikringsmæssigt. Tiden er gået med, at forsikringsselskaberne skulle blive enige om snitfladerne og økonomien i den gigantiske byggesag, som det har vist sig at være«, siger Signe Lopdrup.
JazzHouse har været trængt økonomisk de sidste tre år, og det kan undre, hvordan et spillested med en økonomi i ruiner kan overleve en halv sæson uden drift. Heldigvis var koncertstedet også godt forsikret på det område:
»Vi har en driftstabsforsikring, så derfor kommer JazzHouse til at klare det her«, siger Signe Lopdrup. »Desuden fik vi i foråret en ekstraordinær bevilling fra Nordea-fonden på 3 millioner kroner. En treårig bevilling, der blandt andet er øremærket til at rekonstruere og reorganisere JazzHouse«, siger hun. Nye tider på JazzHouse
Byggetilladelsen for det nye JazzHouse blev endelig godkendt 6. december af Københavns Kommune. Siden har JazzHouse holdt adskillige byggemøder med forsikringernes byggeleder. Men nu er byggeriet endelig startet i Niels Hemmingsens Gade 10. JazzHouses bestyrelse har grebet chancen for at få indrettet koncertstedet mere hensigtsmæssigt. LÆS OGSÅVandskade koster spillested en hel sæson
»Når vi åbner igen, så er det med en helt ny indretning. Scenerummet i kælderen bliver lavet radikalt om. Det betyder , at vi får en bedre scene- og musikerlogistik og en bedre bar- og publikumslogistik. Hovedscenen flyttes til den modsatte ende. Baren, der tidligere befandt sig til venstre, når man kom ned ad trappen, bliver flyttet ind i selve koncertrummet«, siger Signe Lopdrup og fortsætter:
»Vi kommer til at kunne præsentere koncerter i mange forskellige formater. Der vil stadig være en fast hovedscene, men den nye indretning giver os også mulighed for at lave mindre koncertformater, så man for eksempel også kan lave en koncert i midten af rummet«. Sundere økonomi
Allerede i foråret 2011 begyndte Copenhagen JazzHouse et samarbejde med Copenhagen Jazz Festival. Et samarbejde, der nu bliver forstærket. De mange års økonomiske udfordringer fik i efteråret den gamle bestyrelse til at gå af for, ifølge den tidligere formand Lennart Ricard, »at lade nye kræfter komme til«.
Den nye bestyrelse består af blandt andre Anders Lauersen, der erstatter Lennart Ricard i formandsstolen. Lauersen er også formand for bestyrelsen i Copenhagen Jazzfestival. Signe Lopdrup tiltrådte som daglig leder af JazzHouse ved samme lejlighed. Hun fortsætter samtidig sit gamle job som daglig leder af Copenhagen Jazz Festival. LÆS OGSÅVandskade lukker kendt spillested ned
Samarbejdet mellem Jazzhouse og Copenhagen Jazz Festival er af strategisk karakter og skal fremtidssikre koncerthusets eksistens.
De to organisationer rykker tættere på hinanden, men bevares som to selvstændige juridiske enheder i form af erhvervsdrivende fonde.
»Målet for det tætte samarbejde mellem festivalen og JazzHouse er at skabe en ny og bæredygtig driftsmodel, der skal udnytte synergien mellem JazzHouse og Copenhagen Jazz Festival, både driftsmæssigt, indholdsmæssigt og formidlingsmæssigt, og dermed slanke organisationen, så vi kan skabe mere kvalitet og kultur for bevillingerne«, siger Signe Lopdrup. FACEBOOK
Skybrudsramt spillested må vente måneder på at åbne































