Povl Dissing kigger med sit let forundrede blik på os fra plakaten på væggen. »Han optrådte sikkert også i Stakladen dengang«, siger Studenterhus Aarhus’ direktør Anne Thorø Nielsen og hentyder til 1963, da der for alvor kom liv i studenterscenen i Aarhus. De studerende gik i Stakladen, hvor navne som Procol Harum og Grateful Dead spillede, mens den legendariske jazzmand Bent J sørgede for, at tidens verdensnavne på jazzscenen blev inviteret til at spille i kælderbaren under Stakladen. Nu skal Dissing optræde her igen sammen med sine sønner – og måske er det forundringen over, ’hvad er det lige, der er sket de seneste 50 år’, der kan læses ud af plakaten.
Kaffe og kage
Ligesom der er sket en del med Dissing, siden han sang om kvælerslangen, der slugte ham bid for bid, så er der også sket en hel del med studenterlivet på universitetet, og det har også været tæt på kvælning.
Første gang var i 1989, da De Studerendes Hus gik konkurs, og de studerende måtte overlade indflydelsen til den lidt støvede Studenterhusfond, der overtog driften.
Fonden så det primært som sit formål at servere kaffe og kage – uden rock og jazz, og hvert år måtte de studerende kæmpe en kamp med fondens administratorer for at få lov til at sætte liv i semesterstartsfesten på en måde, som passede til studerende. Internationalt studiemiljø I 2003 gjorde de studerende oprør med en kronik i Jyllands-Posten, hvor de krævede mere studenterliv og mere indflydelse.




























