Robin Gibb: Alle elsker sange der smelter ens hjerte

Beegees. Robin Gibb på et arkivfoto fra 2007. Søndag døde Bee Gees-sangeren efter lang tids sygdom.
Beegees. Robin Gibb på et arkivfoto fra 2007. Søndag døde Bee Gees-sangeren efter lang tids sygdom.
Lyt til artiklen

»At man kunne danse til vores musik, tror jeg aldrig, vi havde tænkt over«.

Sådan lød det fra Robin Gibb i et interview i 2010.

»Vi troede, vi lavede blåøjet soul. Vi havde aldrig hørt ordet disko«, sagde Robin Gibb.

Tre døde brødre
Søndag døde Robin Gibb af den kræftsygdom i maven, han havde kæmpet med i årevis. Han blev 62.

Robin Gibb udgjorde sammen med brødrene Barry og Maurice fænomenet Bee Gees.

Storebror Barry på 65 er nu den eneste overlevende. Maurice Gibb døde i 2003 af en tarmsygdom, mens der også var lillebror Andy Gibb, der døde af en hjertefejl i 1988 som blot 30-årig.

Robin Gibb har tabt kampen mod kræft

Robin Gibb var den mest følsomme af brødrene og, siger nogle, også den mindst udadvendte. Han boede den sidste del af sit liv med sit hustru i et ombygget tidligere kloster i Oxfordshire - som Robin Gibb proppede med Buddhastatuer og marmor.

Følelser for voksne
Robin Gibb mente selv, at Bee Gees store succes hang sammen med, at bandet formidlede følelser for voksne. Mens andre samtidige bands sang om social uretfærdighed og krig, gik Bee Gees en anden vej.

»Vi skrev om følelser. Det var ikke noget, drenge gjorde dengang. Men folk elsker sange, der kan smelte ens hjerte«, sagde Robin Gibb sidste år i et interview.

Og selv om brødrene måske ikke erkendte det, blev Bee Gees et kæmpe navn på den amerikanske diskohimmel i 1970'erne. De er blandt andet kendte for numrene 'Staying Alive', 'You Should be Dancing', 'How Deep is Your Love' og 'Tragedy'.

FOTO

I 1978 vandt de en grammy for 'årets album' med soundtracket til 'Saturday Night Fever', og ikke mindst det album har for mange for evigt forbundet de falsetsyngende brødre til lysflimmeret fra en diskokugle samt muligvis John Travolta.

Opgør med agenten
Netop slutningen af 1970'erne var Bee Gees absolutte stjernestund i karrieren med hits, der strøg til tops på alverdens hitlister, men den kreative periode endte i et opslidende retsopgør med bandets mangeårige agent, Robert Stigwood, i 1980.

Stjerner begræder Robin Gibbs død

Bee Gees sagsøgte agenten for over en milliard kroner for at have snydt brødrene for rettigheder til musikken. Retssagen endte i forlig og forsoning, men 1980'erne markerede en kølnen i bandets popularitet, ikke mindst i USA.

Sangere ved et tilfælde

Alle tre Bee Gees-brødrene er født på Isle of Man, en britisk ø i det irske hav, inden familien flyttede til Manchester. Opvæksten var langt fra rig - familien befandt sig i nærheden af fattigdomsgrænsen.

Begge forældre var musikere, faren trommeslager og moren sanger. Og ifølge bandalmanakken begyndte Bee Gees-eventyret med, at de tre brødre som børn skulle optræde ved et singback-arrangement, hvor lp-skiven gik i stykker og tvang brødrene Gibb til at synge rigtigt i stedet.

Senere rykkede familien til Australien, og her blev de tre Gibb-brødre hurtigt kendt som sangere i lokalområdet, og de optrådte adskillige gange på tv. Den første hitsingle kom i 1967, og på det tidspunkt var brødrene Gibb flyttet tilbage til Storbritannien.

Steffen Boesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her