Et par store solbriller dækker hans ansigt. En mørk strikhue er trukket godt ned over begge ører. Den danske sanger Niklas gør ikke meget væsen af sig, som han står der på scenen i Pumpehuset i København en aften i april. I stedet dukker han nakken og putter sig i sin sweatshirt, imens den nasale stemme synger igennem et filter af autotunet forvrængning. Han ligner en, der gemmer sig. Foran en sal proppet til randen med 650 publikummer, som han har fået til opgave at varme op før aftenens hovednavn. Og med hits som ’Veninder’ og ’Ingen dikkedarer’ er det en smal sag for ham at gejle folk op. Men hvis Niklas tog solbrillerne og huen af og stillede sig i baren med en øl, fem minutter efter at han var gået af scenen, ville ingen ane, hvem han var. Den nyslåede popkomet Niklas' identitet og ansigt er nemlig en velbevaret hemmelighed - selv efter 80 klubkoncerter i løbet af de seneste fire måneder og efter over fem millioner visninger af hans to musikvideoer ’Ingen dikkedarer’ og ’Chiller når du flexer’ i løbet af de seneste to år. Og da han varmede op for L.O.C. i Pumpehuset dén aften i april, blev jeg en af de mange, der efterhånden har set Niklas optræde live uden at kunne sige, hvordan han ser ud. For som den første popstjerne herhjemme vil Niklas ikke op at hænge på teenageværelser og byens plakatvægge - han stiller ikke op til fotografering, han stiller ikke op til interview. Som musikskribent er jeg ellers vant til at få serveret musikere på et sølvfad. Både i form af lyd, lækre pressebilleder og baggrundsinformation om alt fra barndom til bilmærke. Musikernes portrætter er overalt. På magasinforsider og sociale medier. I store samarbejder med TDC og med ostemad i mundvigen på 'Go' morgen Danmark'. Men det gælder altså ikke Niklas. Musikken skal tale for sig selv Sidste efterår udsendte han sin første ep, 'EP 1', der blandt andet kastede radiohits som 'Top Swag' og balladen 'Ikke mer' mig' af sig. Men det har navnlig været på YouTube, den mystiske popstjerne har gjort sig bemærket. Det var her, det hele begyndte, med videoen til 'Ingen dikkedarer', der har været online siden sommeren 2010. Alligevel bliver den stadig ivrigt kommenteret. »Er der overhovedet nogen, som har set ham«, spørger YouTube-brugeren fstardx, imens en Mads Larsen er mere konkret: »NIKLAS lav en musikvideo hvor man kan se dig!«, heppede han for bare en uge siden. Det kan tydeligvis godt være lidt op ad bakke at være Niklasfan. Og det er fuldt ud bevidst, forklarer Niklas' manager, Daniel Vangsgaard, da jeg ringer ham op for at høre, hvorfor en popstjerne dog hverken ønsker at blive fotograferet eller give interview. »Det er Niklas' eget ønske at lade musikken tale for sig selv«, forklarer Daniel Vangsgaard, der har måttet takke nej til mange medier herhjemme. Ifølge Vangsgaard var det allerede Niklas' udtalte ønske, da han for to år siden hyrede sin manager. Han ville gerne have, at folk skulle høre hans musik, men han havde ikke lyst til at være ham, alle hilser på, når han går til bageren. Ingen horn i panden Samme melding kommer fra Niklas' PR-ansvarlige, Hannah Eistrup fra pladeselskabet Sony Music. Hun har aldrig før oplevet, at en ung artist ikke har lyst til at give interview eller blive fotograferet. Og da succesen ramte, var hun frustreret over, at knægten ikke ville sige noget. »Når man får en ny artist, vil man jo gerne bare i gang med markedsføringen, når man kan mærke, at folk vil have det. Det var virkelig som en bølge, hvor både radioen og kids'ene ville have Niklas. Det hele klappede, og det sker jo virkelig ikke særlig tit,« forklarer Hannah Eistrup.

Hun afviser, ligesom Daniel Vangsgaard, at have nogen finger med i spillet om Niklas' trang til at være hemmelig. »Jeg kan godt se, at man skulle tro, der var tænkt over det. At vi har aftalt, at nu skulle vi gøre noget nyt og anderledes. Men han virker sikker i sin sag, og det hele kører fint uden«. Jeg bliver lige nødt til at spørge: Alt det her er ikke, fordi han er grim eller ser helt vildt underlig ud, vel? »Overhovedet ikke«, griner hun, »han er slet ikke grim. Han har ikke horn i panden eller noget«. Hun har dog ikke lyst til at gå i detaljer, når det kommer til Niklas' udseende. »Det tør jeg altså ikke«. Det er Daniel Vangsgaard heller ikke meget for. Men han kan afsløre så meget, at Niklas rent faktisk hedder Niklas. At han har brunt hår og er 27 år. Det er et PR-stunt Jeg ringer til Erik Steinskog, som er lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, for at høre hans vurdering af Niklas' hemmelige identitet. Han slår fast, at Niklas' projekt skiller sig ud som den første af sin art herhjemme. Netop fordi Niklas er popmusiker. Og dermed tilhører en branche, hvor udseendet vurderes på lige fod med musikken. Hvem husker ikke, hvordan de sociale medier eksploderede i svedjokes, da Kidd sad foran Clement Kjersgaard og transpirerede som bacon på en varm pande? Eller postyret omkring Rasmus Seebachs flyveører? »Det er ikke noget nyt fænomen, at musikere eksperimenterer med anonymitet. Men det er mest foregået uden for mainstreammusikken«, siger Erik Steinskog. Som musiklyttere er vi ligeglade med, hvordan en dj ser ud - hvorimod en popstjernes udseende er uhyre vigtigt, siger han. Men anonymitet betød noget andet før i tiden, end den gør i dag, vurderer han. »Før musikvideoen og internettets massive mediedækning kunne en popstjerne godt nå ned ad gaden uden nødvendigvis at blive genkendt. I dag er poppersonaer til stede overalt. Og derfor ligger der et paradoks i at ville være både anonym og popstjerne på samme tid«. Han føler sig overbevist om, at Niklas' ønske om anonymitet er et PR-stunt. »Det kan godt være, at Niklas' projekt er, at musikken skal tale for sig selv. Men hans anonymitet trækker netop folks opmærksomhed over på den – og ikke på musikken«, mener Erik Steinskog. Fokus på anonymitet et problem Niklas' manager, Daniel Vangsgaard, insisterer imidlertid på, at det ikke er et PR-stunt. »Hvis folk vil tage et billede af Niklas og lægge det på nettet, så må de gerne det. Derfor findes der masser af billeder og videoer af ham – men han har stadig sin kasket og sine solbriller på som en slags værn mod opmærksomheden«. Men hvis der kommer for megen fokus på hans anonymitet, ender det vel også med netop at skygge for musikken? »Præcis. Hvis det er det, det ender med, så bliver det selvfølgelig et problem. Det er jo netop stik modsat det, vi ønsker«. FACEBOOK