Erik Jensen om misset Stones-koncert: Det ødelagde nærmest mit liv!

stones-fan. Erik Jensen er 51 år og kulturjournalist på Politiken. Han anslår at have været til 20 koncerter med Rolling Stones over knap 30 år. Foto: Jens Dresling
stones-fan. Erik Jensen er 51 år og kulturjournalist på Politiken. Han anslår at have været til 20 koncerter med Rolling Stones over knap 30 år. Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Hvilken Stones-musik har gjort størst indtryk på dig?

»Det, man hører som helt ung, gør nok størst indtryk, og jeg elskede ’You Can’t Always Get What You Want’ fra ’Let It Bleed’-pladen fra 1969. Det er en nærmest gospelagtig ballade, der ramte mit teenagehjerte hårdt: »You can’t always get what you want/ But if you try sometimes you might find you get what you need««.

Hvilket sceneshow med Stones syntes du var fedt?

»’Voodoo Lounge’-koncerten i Parken i København i 1995. Det er sydstats- og honky-tonk-inspireret musik, og den spillede på mytologien omkring bandet med stripperbuler og kæmpekvinder. Jeg tog til Canada for at opleve turnéstarten i en lillebitte klub i Toronto. Men det sidste lokale fly var forsinket to timer, og jeg nåede ikke frem i tide«.

Elsker du en Stones-film?

»Martin Scorseses ’Shine A Light’ er fantastisk flot filmet. Så vidt jeg husker, har han gang i 23 kameraer! Scorsese får den humor med hos bandet, som næsten ingen andre har haft øje for. Der er en vidunderlig scene, hvor en ung Mick Jagger, der er blevet upopulær hos de engelske biskopper, flyves ud på landet et steds for at mødes med dem, og vi så ser denne søde, overdrevent høflige Londondreng og de onde, onde biskopper. Og han skulle være the bad guy!«.

Hvilken Stones-bog er god?

»Jeg kan varmt anbefale Keith Richards’ selvbiografi, ’Mit liv’, som ud over bare at være fascinerende læsning prøver at komme ind i hjertet af musikken. Bogen var lige ved at koste fejringen af 50-års jubilæet, bl.a. fordi han skrev noget med, at Jagger havde en lille pik, men store nosser. Han sagde først undskyld for ganske nylig«.

Hvilken Stones-koncert var du senest til?

»Deres sidste turné i 2006 eller 2007. De har mig bekendt ikke spillet siden. De har altid holdt lange pauser efter de der udmarvende turneer, men denne har været ekstraordinært lang, bl.a. fordi Mick har været så skidesur, men også, fordi de bliver ældre og mere og mere skrøbelige«.

Hvilket tv-program om Stones har du kunnet lide?

»Den gamle dokumentarfilm ’Gimme Shelter’, en meget dunkel og dyster skildring af slut-60’erne«.

Hvad har været din største oplevelse med dem?

»Jeg var i Bruxelles for at interviewe dem i 1997. De tre af dem lavede interviewet, som de sku’, og skred igen. Richards boede på samme hotel, men dukkede ikke op, og der sad journalister fra hele Europa i den hotellobby. Som den eneste af os blev jeg siddende og ventede til langt ud på aftenen, da han pludselig kom væltende ind med en flaske vodka og en cranberryjuice. Så blev han ved med at snakke i halvanden time og var sindssygt veloplagt«.

Hvilken hjemmeside om Stones bruger du tid på?

»Gimmeshelter.com er meget god, men jeg vil altså hellere høre deres musik«.

Hvilket Stones-produkt var spild af tid?

»Der findes jo ufattelige mængder af merchandise, drikketrug og kasketter, blinkende emblemer ...«.

Hvilken Stones-oplevelse er du ked af, du gik glip af?

»Altså, koncerten i Toronto i sin tid. Det ødelagde nærmest mit liv! Det tog 20 timer at komme frem, og så nåede jeg slet ikke ind«.

Hvad med eller om Stones gider du ikke bruge tid på?

»Musikalsk deres allerældste musik, den fra 60’erne, hører jeg sjældent. Og ligesom Beatles er den banket så hårdt ind i knolden på os, at den nærmest sidder i din dna, så du ikke behøver sætte den på«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her