Det er to af New York-scenens mest markante profiler, der har indgået et usædvanligt samarbejde på albummet ’Love This Giant’. Nemlig Annie Clarke, der under navnet St. Vincent har været en af storbyens markante musikprofiler de senere år og så den tidligere Talking Heads-frontfigur David Byrne. Man behøver ikke stå lige ved siden af for at kunne se David Byrnes hvide strithår eller St. Vincents drømmestirrende øjne for sig. Det er sådan set nok at vide, at de i dette øjeblik sidder ved siden af hinanden på et skrivebord i New York med hver sin telefon og med garanti ligner en Talking Heads-video, mens de snakker med mig, der sidder i København og føler mig passende transatlantisk moderne med sådan en nymodens telefonkonference. Ny gammeldags lyd Jeg springer lige ud i messingsuppen.
For noget af det mest interessante ved ’Love This Giant’ er den højst uortodokse brug af messingblæsere som musikalsk fundament på hele albummet.






























