Fire nybagte studenter skriver årets studenterhit

Lyt til artiklen

Det er drømmen om den der helt magiske sommer efter gymnasiet.

Når studenterhuen skal have pletter, hakker og skrevne hilsner. Når festerne varer til langt ud på de lyse sommermorgener. Og man tumler rundt i gaderne med sine venner og har hele livet foran sig.

Den følelse har gymnasiebandet Silwer Productions fanget med deres studenterhit ’Fuldstændig Fri’.

Bag nummeret står fire venner på 19 år, der har tilbragt de sidste tre år på Øregård og Ordrup Gymnasium og i fredags fik overstået dimissionsfest, dansen om Krinsen og den traditionsrige hestevognstur.

»Vi har prøvet at ramme den følelse, som vi har lige nu. Friheden ved at være glad og student«, siger Sylvester Willy Sivertsen over telefonen, mens han får sig en øl i haven hos en fra klassen på et af hestevognsturens første stop.

SE MUSIKVIDEOEN HER Kreative studenter fejrer huen med boyband-video

Sammen med Markus Holm, Ditlev Schiller og Benjamin Anker har han skrevet og produceret nummeret ’Fuldstændig Fri’.

Det lyder som et professionelt pophit med masser af autotune (populær lydeffekt, der kan få folk til at synge bedre), et catchy omkvæd (»For vi er fuldstændig fri nu, (og ja)/ Vi kan gøre, hvad vi vil nu/For det er os, som huen den sidder på) og den der ligefremme lethed, der ses i meget dansksproget pop i øjeblikket.

Set 18.000 gange
Musikalsk er de lidt i familie med Nik & Jay og boyband-stilen med ens tøj og vindmaskine, men tilsat en god portion selvironi og distance til musikvideomediet.

Som når de i videoen kaster med hundredkronesedler efter amerikansk rapperforbillede – for derefter at skynde sig at samle pengene op igen.

Silwer Productions har nemlig også fået et par af deres kammerater til at producere en musikvideo til sangen, hvor bandet tumler rundt i slowmotion og spiser pølsehorn i de lyse nætter på Strandvejen, mens de filosoferer over, at verden ligger for deres frie fødder.

I videoen sidder de for eksempel og kigger på solopgangen på stranden til linjerne: »Tænk en sommer, vi kommer til at ha’/ Jeg danser natten ung, det her er mit fag«.

Den video bliver lige nu spillet igen og igen på nettet på YouTube og Facebook, hvor den får kommentarer som: »Den er på playlisten til studenterkørsel i morgen. Tillykke med huerne, drenge!«.

Videoen er på under en uge blevet set 25.000 gange.

Til sammenligning er teaseren til pop-superstjernen Medinas kommende video ’For Altid’ blevet set omkring 100.000 gange, mens den politiske kommentator-superstjerne Peter Mogensens seneste analyse er blevet set 5.800 gange på politiken.tv.

Bandet har også allerede spillet på både Park Café og til studenterfest på natklubben Nasa, hvor publikum stod med huerne i vejret og sang med på ’Fuldstændig Fri’.

»Vi er blevet ret berømte i vores egen lille gymnasieverden. Altså der er jo ingen, der spiller os i radioen, og man kan ikke købe nummeret, men folk synes, at vi er nogle søde drenge, der har lavet en flot video«, siger Sylvester Willy Sivertsen.

Afslutte gymnasietiden
Silwer Productions har lavet et par numre efterhånden, blandt andet om den årlige gymnasieskitur, ’Val-T Baby’, om Val Thorens i Frankrig, og kærlighedssangen ’Du Er Så Luxus’ om drømmekvinden, som findes på gymnasiet, går til introfest og »er kendt i 3. g«.

Men vennerne ville gerne afslutte deres gymnasietid med et brag og satte sig for nogle måneder siden derfor for at skrive den ultimative studentersang.

»Vi ville slutte denne her æra, vores gymnasietid, med et sommernummer, som handlede om at få huerne på. Essensen var at beskrive gymnasielivet og sige fuck religion og oldtidskundskab og bruge slang fra vores gymnasium«, siger Sylvester Willy Sivertsen, der har lavet musik siden 8. klasse og gerne vil lave musik for alvor.

Og slang er der masser af i teksterne.

’Swag’ betyder for eksempel, at man er fin i tøjet og kører god stil. ’Kridz’ betyder pæne piger, og i samme genre betyder ’bedz’ bryster. ’Luxus’ siger man generelt, når noget er fedt, ’cans’ er cigaretter, og ’DP’ betyder dansk pilsner, den studentervenlige billigøl.

»Folk synes, det er sjovt, at vi bruger de her meget interne ord og hele tiden refererer til Ordrup Gymnasium, Gammel Hellerup, Øregård eller VG (Virum Gymnasium, red.)«, siger Sylvester Willy Sivertsen, men påpeger, at et af bandmedlemmerne »bor i Brønshøj«, så det ikke er lutter nordkyst-drenge.

Lang sommer foran sig

Da bandet skulle optage videoen til ’Fuldstændig Fri’, stod de op klokken 04 for at have Strandvejen for sig selv.

LÆS OGSÅ Kreative studenter fejrer huen med boyband-video

De havde lånt hengemte studenterhuer fra storebrødre og mødre, og da en bil dyttede forbi, og chaufføren råbte ’tillykke’, kastede de alle fire huerne i jorden og hoppede baglæns over dem for at ikke dumpe til eksamen, som den gamle overtro foreskriver.

»Men vi ville have, at der skulle være det der lys, som der er på det tidspunkt, en tidlig sommermorgen, hvor man stadig er til fest. Vi skulle ligne nogle studenter, der var ude på at få et hak i huen«, siger Sylvester Willy Sivertsen, inden han selv drager ud for at få et hak i huen.

Foran Ditlev, Markus, Benjamin og Sylvester ligger der en lang sommer. Måske deres livs bedste. Måske ikke. Men helt sikkert den frieste.

Ditte Giese

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her