10cc er en flok ældre herrer, men de står åbenbart stadig på ski.
I hvert fald guitaristen Rick Fenn, som står yderst til venstre på billedet ovenfor. Og han styrtede forleden på en skitur i Japan og brækkede hånden.
»Rick blev undersøgt af en japansk læge og fik at vide, at problemet ville forsvinde af sig selv, men da det blev værre, opsøgte han en læge i sin hjemby Byron Nay i Australien og fik at vide, at han skulle opereres«, skriver 10cc's manager i en mail til en række danske kulturhuse.
»Hans hånd er ude af spillet de næste seks uger«, fortsætter manageren.
Aflysninger
Bruddet betyder, at 10cc aflyser en koncertrække, som var planlagt til at gå i gang i næste uge.
Aflysningen rammer Gribskov Kultursal i Helsinge, Folkets Hus i Struer og Sønderborghus, ligesom koncerter i Trondheim og Göteborg heller ikke bliver til noget.
»Det er en forfærdelig nyhed for alle involverede. For jer, promotorerne, bandet, crewet og så videre. Alle taber på denne situation«, lyder det slukøret fra manageren.
Over 40 år på bagen
10cc blev dannet for 41 år siden i Manchester.
Der er skiftet kraftigt ud i besætningen frem til i dag, og bassist og guitarist (i midten på billedet) Graham Gouldman er den eneste, der har været med helt fra begyndelsen. Trommeslager Paul Burgess (nr. 2 fra højre) og Rick Fenn med hånden regnes dog begge til inderkredsen, da de har været med siden 1973, henholdsvis 1976.
Bandet var det bedst sælgende engelske band i 1970'erne, hvor blandt andet 'I'm Not in Love', 'The Things We do for Love' og 'Rubber Bullets' var gigantiske pophits.
Gruppen har solgt mere 30 millioner plader verden over. Bandet gik i opløsning i 1983, inden det genopstod for en kort bemærkning i 1990'erne. Og i dag eksisterer det altså som tourband og har gæstet Danmark blandt andet i 2008.




























