Roskilde Festival offentliggør som sædvanlig en række navne onsdag, og i dag er ingen undtagelse.
Første annoncerede navn i dag - ud af fire - er Marie Key.
Den danske sangerinde er i øjeblikket aktuel med sit fjerde album 'De Her Dage', som har placeret sig højt på de danske hitlister.
LÆS OGSÅ Musikanmelderne: Her er 2012s bedste danske udgivelser
De to første blev udgivet med Marie Key Band, der fik deres kommercielle gennembrud via KarriereKanonen i 2005 med populære sange som 'Mormor' og 'Kleptoman'.
Bandet spillede også på Roskilde Festival i 2006 på Pavilion Junior-scenen, men det er første gang Marie Key optræder som solist på festivalen.
Dagens andet navn er islandsk sekstet
Det andet annoncerede navn er bandet Of Monsters And Men. Den islandske sekstet opstod, da de i 2010 vandt en stor islandsk musikkonkurrence for nye bands.
Forsanger Nanna Hilmarsdóttir var på dette tidspunkt soloartist, men til konkurrencen fik hun nogle venner med på scenen, og dette udløste førstepræmien, som var at spille til Iceland Airwaves Festival.
En amerikansk radiostation optog sangen 'Little Talks', og derefter gik det stærkt for gruppen, som i 2012 kunne udgive debutalbummet 'My Head Is An Animal'.
Bandet spillede i september i København. En koncert der blev rykket fra Lille Vega til Store Vega grundet den store danske interesse.
Uundgåelig amerikansk folk
Det trejde annoncerede navn er The Lumineers, der spiller en blanding af stomp, americana og folk musik.
Bandet fra Denver, Colorado er ofte blevet sammenlignet med både landsfællerne fra Band Of Horses og britiske Mumford & Sons og på genrehylden er de netop en form for kombination af de to omtalte grupper.
The Lumineers udgav deres debut-album i 2012 og har ligget nummer to på den amerikanske Billboard liste. Særligt nummeret 'Hey Ho' har fået stor opmærksomhed i radioerne også i Danmark, hvor sangen har været P3's uungåelige.
Dansabel støj
Det fjerde annoncerede navn er Crystal Castles alias sangerinde Alice Glass og programmør og producer Ethan Kat.
Bandet blev dannet i 2004 og udgav i 2008 deres første, selvbetitlede album, der modtog masser af roser for gruppens eksperimenterende, mørke, dansable, skramlede og støjende elektronika med Glass' ekspressive, ofte efterbehandlede vokal som et af kendetegnene.
I slutningen af 2012 udgav de deres trejde album 'III'.
fortsæt med at læse


























