Forsangeren i heavy-bandet As i Lay Dying er blevet fængslet i det sydlige Californien på bestyrket mistanke om, at han har forsøgt at hyre en lejemorder til at slå konen ihjel.
Tim Lambesis blev ifølge Los Angeles Times anholdt, da han i går var indkøb i byen Oceanside syd for Los Angeles.
Ifølge det lokale politi er sagen mod den 32-årige sanger, guitarist og bandstifter oplagt. Det var nemlig en undercover-betjent, som Tim Lambesis forsøgte at hyre til at slå hustruen ihjel.
Mødet mellem de to havde politiet sat op, efter at man havde fået et tip om, at Lambesis havde planer om at dræbe konen, oplyser politiet.
I Danmark i november
Lambesis' band gæstede i vinter Amager Bio, hvor bandet optrådte under en hårdtslående heavy-aften sammen med blandt andet Florida-kvartetten Trivium og Caliban fra Tyskland.
Lambesis var med til at stifte As I Lay Dying i 2000. Bandet har udgivet seks studiealbum. Bandet omtales ofte som et kristent metalband, mens bandmedlemmerne selv har gjort en dyd ud af at præcisere, at de bare er fem kristne musikere, der spiller metal.
Og Tim Lambesis har i flere interview desuden været inde på, at mens sangteksterne kan virke aggressive, så omhandler de som oftest kristne temaer som tilgivelse og medmenneskelighed.
fortsæt med at læse




























