Dansk grandprix-håb måtte smide skoene for verdenspressen

Pressemøde. Blandt de tidligere melodi grand prix-vindere er Emmelie de Forest især vild med Grethe og Jørgen Ingemann og Johnny Logan.
Pressemøde. Blandt de tidligere melodi grand prix-vindere er Emmelie de Forest især vild med Grethe og Jørgen Ingemann og Johnny Logan.
Lyt til artiklen

Det er gået tyve minutter over tid, da Emmelie de Forest træder ind ad døren til i det internationale pressecenter i Indre By.

Inden hun kom ind blev der snakket lystigt på tysk, svensk og engelsk omkring det hvide langbord, hvor journalister fra hele verden - »Ja, endda fra CNN«, som en af journalisterne selv siger - har taget plads for at møde den danske melodigrandprix-stjerne.

Nu kigger de allesammen op og begynder at stikke pegefingrene i vejret, mens deres fotograferende kolleger tager sigte mod den 19-årige sangerinde og skyder kliksalver af sted, så det overdøver pressekvindens velkomstord.

LÆS OGSÅ Overvældet Emmelie: Jeg har en ud-af-kroppen-oplevelse

Emmelie de Forest, der skal repræsentere Danmark ved det internationale melodigrandprix i Malmø, er blandt bookmakernes favoritter, og hun er derfor populær i den internationale presse, der vil vide alt: Ser hun sig selv som sangerinde eller sangskriver? Hvordan føltes det, da hun vandt det danske grandprix? Føler hun et pres ved at være blandt favoritterne? Har hun planer om at komme ud på det kinesiske marked?

»Jeg kan næsten forsikre dig om, at din stemme ville blive populær i Kina«, siger den kinesiske journalist.

En anden journalist spørger, hvilken af de tidligere melodigrandprix-sange, der er hendes favoritter.

Emmelie nævner Grethe og Jørgen Ingemanns 'Dansevise' fra 1963, som hun virkelig godt kan lide teksten til, selv om hun slet ikke var født, den gang den vandt.

Det er ikke helt godt nok for en tysk journalist, der i stedet fisker efter, hvad hun så mon synes om hans landsmand, Lena, der vandt Eurovision i 2010?

»Hun var virkelig god. Da jeg hørte hendes sang, vidste jeg, at hun ville vinde. Hun var meget charmerende og anderledes«, siger Emmelie de Forest, mens den tyske journalist grifler flittigt ned.

Bonnie Tyler, din bedstemor
En britisk journalist vil vide, hvorfor skandinaver egentlig går så meget op i melodigrand prix, når det i Storbritannien er noget, som »de fleste kunstnere slet ikke ønsker at være i nærheden af«.

»Jeg er vokset op med det. Der er en stor tradition for det i Sverige, hvor det er meget respekteret«, siger Emmelie, der har boet en stor del af sit liv i Sverige.

«Så hvor svensk føler du dig«, spørger en svensk journalist og konkluderer grinende ud fra Emmelies svar, at hun så ligeså godt kunne repræsentere Sverige som Danmark.

Europæisk Melodi Grand Prix får kun en vært i år

Mens englænderen gerne vil vide, hvordan det egentlig føles at skulle konkurrere mod Bonnie Tyler, der repræsenterer Storbritannien.

»Hun kunne jo være din bedstemor...«, uddyber han.

»Det har jeg ikke noget imod. Jeg synes, det er sjovt. Jeg er ligeglad med alder, og jeg synes, at det er fantastisk, at jeg skal være på samme scene som hende«, svarer Emmelie.

Dansk Grand Prix-vinder optrådte på tv i nazi-uniformer

A capella
En svensk journalist vil vide, om den 19-årige er klar til at møde den internationale presse i Malmø.

»Hvis de beder dig om at give en a capella-nummer foran pressekorpset, vil du så gøre det?«, spørger svenskeren.

»Ja, det ville være sjovt. Jeg er vant til at synge a capella, og jeg kan faktisk rigtig godt lide det«, siger hun.

Giver du et nummer
Den chance er de fremmødte pressefolk ikke sene til at gribe: Giver du et nummer nu? Kan du synge nu?, spørger de i munden på hinanden.

Pressedamen siger noget om, at det er et frit land, og at Emmelie kun skal gøre det, hvis hun har lyst.

»Du kan jo tage skoene af«, foreslår en journalist med henvisning til, at Emmelie altid optræder barfodet. Hendes pressefolk bliver dog enige om tage et par spørgsmål mere, inden der bliver sunget.

Nu vil en britisk journalist gerne vide, hvordan det hænger sammen, at dronning Victoria af England er Emmelies tipoldemor, som det har været fremme i de danske medier. En historie, der sygnede lidt hen, da ingen rigtig kunne bevise, at det virkelig hænger sådan sammen.

Så rækker en tysk journalist hånden i vejret for at spørge, hvornår Emmelie præcist ankommer i Sverige, hvor længe hun bliver, og hvornår hun skal øve derovre for første gang.

Utålmodighed

Ved siden af hende står en fotograf og tripper, inden det buser ud af ham.

»Kan vi ikke få sangen nu, jeg skal til et andet møde«.

Emmelie de Forest bukker sig forover, binder sine snørebånd op og træder ud af de grå læderstøvler og et skridt væk fra bordet. Hun lukker øjnene og synger et lille uddrag af sangen, som fik klart flest af publikumsstemmerne ved det danske melodi grand prix i januar.

»Wauw«, lyder det mellem de klappende hænder, da Emmelie de Forest til sidst skruer op for lyden og sender et sidste »only teardrops« ud i lokalet.

LÆS OGSÅ Emmelie de Forest vinder dansk Melodi Grand Prix

»Var det en god afslutning?«, spørger pressedamen.

»Det var en af de bedste«, svarer en journalist.

Marie Sæhl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her