Soldat rapper om livet før og efter krig

Veteran. Martin Milo rapper om sin tid i Afghanistan og optræder med et nyt støttenummer på flagdagen 5. september.
Veteran. Martin Milo rapper om sin tid i Afghanistan og optræder med et nyt støttenummer på flagdagen 5. september.
Lyt til artiklen

Overkonstabel Martin Milo rapper.

Om sin tid i Afghanistan, om at sige farvel og på gensyn, om at skrive testamente for en generation.

Han er 26 år og veteran. I dag optræder han på Christiansborg Slotsplads, når der er flagdag for de udsendte soldater.

»Efterhånden har det her land deltaget i krig i ti år, og det hele slutter med pindemadder og fester, taler og klap på skulderen. Det er jo ikke det, man behøver. Man behøver opbakning. Fra befolkningen og ens nærmeste. Også selv om det er svært at forstå, hvad vi har gået igennem«, siger Martin Milo.

Gennem sine raptekster om livet som soldat - før og efter Afghanistan - vil han gerne fremme den opbakning.

Freestyle på kasernen
Mens soldaterlivet har fyldt meget de sidste syv år, har musikken været en del af Milos liv så længe, han kan huske. Derfor falder det ham også naturligt at give et et par minutters freestyle rap, når han sammen med de andre værnepligtige holdt rygepause på kasernen i Varde.

Det er her, han - som 19-årig - bliver tændt på at skifte drømmen som musiker ud med en karriere som soldat.

»Der kom nogle seje gutter fra Bornholm, der viste, hvad 'let opklaring' er. Det er spejdere, dem der kører bag fjendens linjer og lægger ruter i det skjulte og observerer fjendes bevægelser. De er den kæmpende styrkes øjne og ører«, forklarer Martin Milo så taktfast, at man fornemmer, han har forklaret det hundrede gange før.

»Det, synes jeg, lød vildt spændende«.

Ikke klar til krig
På det tidspunkt har Milo været i uniform i fire måneder. Han består optagelsesprøven til den særlige enhed og kommer i hård træning. Men da læretiden på Bornholm er ved at være ovre og udsendelsen til Afghanistan nærmer sig, bliver han betænkelig.

»Der tænker jeg, at det er jeg ikke klar til. Jeg er ikke klar til krig«.

Den erkendelse falder efter, at hjemvendte fra Hold 1 i Afghanistan beretter som, hvordan de har været under belejring i 42 dage og om, hvem Taleban egentlig er.

»Før det troede jeg, Taleban var hulemænd med langt skæg. Jeg vidste kun, hvad jeg havde hørt i nyhederne og set på nettet. Nu forstod jeg, at det er en fjende, der ved, hvad de vil. At de er dygtige, og at vejsidebomberne er sofistikerede og drabelige. Det forventede jeg ikke. Så jeg trak mig lidt tilbage og tænkte »det bliver ikke lige denne gang««.

Weekend med musik
Martin Milo bryder sin kontrakt og tager halvandet års pause fra forsvaret, før savnet efter kammerater og soldaterliv får ham til at søge tilbage. Denne gang som konstabelelev i Den Kongelige Livgarde. De næste to år står den på træning for at blive klar til udsending.

»Når det bliver weekend, har jeg så 48 timer til at sidde og lege med musikken. Og i ferierne - i forsvaret har man masser af ferier«, forklarer Milo.

I hvert fald får han skrevet tekster til nye numre, der handler om soldaterlivet. Og tankerne forud for udsendelsen med hold 9.

I nummeret 'Farvel 09', der bliver et hit på youtube under navnet M.I.L.O, rapper han blandt andet linjerne:

»Vi siger farvel til 09 og vender tilbage i 2010 / Enten som hel eller med dannebrog på en kiste ... Hvordan siger man farvel / Når man sætter livet på /spil«.

Dagen før han skal afsted, tager han rundt til sine kammerater og siger 'på gensyn' og giver hånd. På afrejsedagen er hele familien med i lufthavnen.

»Så fik vi fik en øl og to øl, før der blev kaldt over højtalerne. Vi krammede og sagde 'jeg elsker dig'. Jeg kan huske, at jeg sagde til min farfar, »hvad er det for noget, jeg har rodet mig ud i?«. Men så var det bare afsted«.

Hold 9 får en barsk medfart i Afghanistan. Det bliver det hold, der får flest sårede og døde. Men da Milo kommer hjem, følger han ikke forsvarets program for 'afprogrammering'. I stedet puster han nyt liv i succesen som den rappende soldat og giver koncerter og optræder i tv.

»Jeg når ikke at lande og tage vare på mig selv. Og så ryger jeg ned i et sort hul. Der går næsten halvandet år, hvor jeg er sygemeldt. Nat bliver lavet om til dag«.

Milo går i terapi og til meditation og kommer lidt efter lidt oven på igen.

Snigende smerte
I sin rap før udsendelsen lyder teksten profetisk »Hver dag går med at håbe på et daggry / At vi kan vende hjem uden at blive sindssyge«.

Da Milo skriver teksten, er det med tanke på barske ting, han har hørt om hjemvendte soldater fra Balkan-krigen. Nu rammer smerten ham selv.

»Det er svært at sætte ord på, hvordan det er. Det kommer snigende bagfra. Man kan ikke finde grunden til, hvorfor man tog afsted. Man føler man har været nede at kæmpe for ingenting. Man er glad for at have klaret det og gennemført det. Andet er der ikke«.

Gjort det bedste

Nu er han ved at lægge sidste hånd på nummeret 'Farvel 10' - en rap om, hvordan det har været at vende hjem fra Afghanistan. Teksten til nummeret handler om, hvor svært det er at komme tilbage til et almindeligt liv.

»Vi ønsker forståelse fra samfundet. Folk ved ikke, hvad der egentlig foregår. Og det savner vi. Det er ikke os som soldater, der har bestemt, at vi skulle i krig. Der er nogle, der kalder os børnemordere. Sig det til politikerne i stedet for. Vi har gjort det bedste, vi kunne«, siger Martin Milo.

På flagdagen onsdag 5. september optræder han sammen med sangerinden Nicole Stokholm og giver nummeret 'United' - en støttesang, hvor overskuddet af salg går til veteranstøtteorganistionen De Blå Baretter.

Martin Milo er ikke længere i militæret. Han er i gang med at tage en HF, og til vinter udkommer han med et album, der foreløbig har titlen 'Set indefra'.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her