The National-koncert udsolgt på to minutter

Husorkester. The National har et særligt forhold til Danmark, hvor de alene i år spiller tre koncerter.
Husorkester. The National har et særligt forhold til Danmark, hvor de alene i år spiller tre koncerter.
Lyt til artiklen

Selv folk, der trykkede 'køb billet' på slaget 9-nul-dut, gik forgæves efter billetter til det amerikanske rockband The Nationals intimkoncert på Loppen næste torsdag.

Billetlugen oplyser, at det blot tog to minutter, før alle billetter i salg var væk.

I alt er der kapacitet på 450 på Christiania-spillestedet. Det er uvist, hvor mange af disse billetter, der var sat i salg.

LÆS OGSÅ Loppen: The National-koncert er som Prince i Amager Bio

Rettidighed var ikke nok

Ibyen.dk forsøgte også at skaffe billetter, men trods samtidige tryk på flere computere på slaget 9, røg alle ind i en kø, hvor over 100 stod først.

Og da købsknappen dukkede op efter tre minutter, var det til en besked om, at alle billetter var udsolgt, og at der nu var oprettet en venteliste.

LÆS OGSÅ Roskilde-hovednavn giver intimkoncert på Loppen

Oplevelsen deles af mange andre :

»Hvordan skal os 'dødelige' uden smarte algorimter og flere pc'er i kø nogensinde kunne få en billet? Der foreligger jo ikke en mands chance for at kunne erhverve en billet med det her 'kø-system' som i kalder fair fordeling«, skriver én på Billetlugens hjemmeside.

»Det er helt åndsvagt så hurtigt det gik. Sad klar præcis på minuttet med kort og det hele, og nåede det heller ikke!«, skriver en anden, mens en tredje tilføjer:

»Nej, det gik fandeme hurtigt. Min ven havde færre end 100 i kø foran sig, men kunne alligevel ikke få, hvilket er lidt mærkeligt, da det kun svarer til 200 billetter ud af en kapacitet på 450 (medmindre denne er sat ned)«.

Som et plaster på såret til The National-fans er der dog stadig billetter til bandets knap så intime koncert i Forum 2. november, og Ohio-drengene kan også opleves på årets Roskilde Festival, hvor de spiller lørdag aften.

Tommy Grøn

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her